31 december 2021

I'll pretend the music is too loud to hear your voice

Jeg ved det godt. Jeg har snakket meget om LEGO den sidste måneds tid. Men inden året rinder ud, bliver jeg simpelthen nødt til at fremvise endnu et sæt, for selvom sættet i sig selv ikke er specielt julet (udover juletræet og lidt pynt, selvfølgelig), er der generel konsensus om, at Alene Hjemme er en julefilm. Sødeste, lillebitte Macaulay Culkin er jo decideret legendarisk i rollen som den opfindsomme Kevin McCallister, der ved et uheld er blevet efterladt alene hjemme i julen, og nu må holde to ihærdige – men ikke specielt intelligente – tyveknægte ude af huset. Jeg tror ikke jeg kender nogen, der IKKE har set Alene Hjemme, så lad os bare springe direkte ud i det.

Det er et stort hus - det er 32 centimeter langt og næsten lige så højt, og jeg er virkelig imponeret af alle de kloge løsninger man har fundet for at få det til at ligne huset fra filmen. Selvfølgelig er der nogle småting, der ikke helt passer, og sættet har også fået kritik for at mangle f.eks. tagrender, når det nu ellers er så detaljeret, men helt overordnet har jeg ikke en finger at sætte på det. Jeg kan godt lide, at taget er hvidt frem for mørkeblåt som i filmen - det giver mening at vise et snedækket tag, og så matcher det også med vinduerne og snedriverne foran huset, der er pyntet med fine lyskæder og julekranse. Huset er designet som et traditionelt dukkehus, der kan foldes ud på midten og afsløre værelserne indenfor, og jeg synes det ser helt utroligt charmerende ud. Etagerne kan også løftes af ligesom LEGOs modular buildings, og det er i det hele taget nemt at lege med dette sæt, der også har et hav af skjulte gimmicks.

Bagpå huset er der ikke udvist helt den samme detaljegrad, og det meste af energien er gået med den lille tilbygning, der er en klog inkludering af både kælder og køkken i McCallister-huset. I øvrigt er døren med kattelem et helt nyt LEGO-element, der jo passer perfekt til sættet - jeg elsker, at Marv kan stikke sit hoved igennem den! Fra  husets loft kan Kevin tage svævebanen ned til sit træhus, hvor der ganske belejligt også er den saks, som han efterfølgende klipper linen over med. Banditternes flugtbil følger også med sættet, men køretøjet er ikke videre imponerende, og det er en lidt undervældende og unødvendig tilføjelse.  

Jeg har virkelig hygget mig med at iscenesætte de forskellige, ja, scener fra filmen, og selvom mine billeder lader en del tilbage at ønske i forhold til de mange superflotte billeder på nettet, vil jeg stadig gerne vise dem frem. Jeg er virkelig imponeret af detaljegraden og dedikationen til at inkludere så mange referencer som muligt, og jeg elsker, at det er muligt at genskabe alle de værste fælder i huset. Min favorit er mere et trick end en fælde; nemlig Kevins geniale iscenesættelse af en stor julefest med mange gæster. Det lille tog med en papfigur af Michael Jordan er helt perfekt gengivet her - og man kan selvfølgelig skrue på en hemmelig klods, der får toget til at køre rundt.  


Mit eneste kritikpunkt til minifigurerne er, at der ”kun” er fem, for de er virkelig spot-on. Kevin selv er en sød og glad LEGO-dreng, der dog også har et mere overrasket udtryk at vise frem – utvivlsomt taget fra den famøse aftershave-scene. Hans mor er også ganske vellignende; et glad ansigt på den ene side, og et chokeret ét på den anden (hvilket jeg ikke har et ordentligt billede af), men det ER nok heller ikke særlig fedt at finde ud af, at man har glemt sin otteårige søn på et helt andet kontinent. Men allerbedst er skurkene Marv og Harry, der har en slående lighed med The Wet Bandits fra filmen, og jeg ELSKER både Harrys glimtende guldtand og begge Marvs ansigter – det er jo helt fænomenalt, at hans strygejernsskade er synlig! Old Man Marley er også fin, men jeg kunne godt have brugt en figur eller to mere fra Kevins familie – allerhelst den utålelige storebror Buzz eller den sengevædende fætter Fuller (tænk at han bliver spillet af Kieran Culkin!). 


Sættet koster 1.999 kr hos LEGO, men det er alle pengene værd. Og til sidst vil jeg ønske jer alle et godt nytår med dette fantastiske billede af to mennesker, jeg har været stor fan af det meste af mit liv (og selvfølgelig Michael Jordan, der jo også er inkluderet i dagens sæt). (#MJInnocent). Lad 2022 blive vores allesammens år! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar