in the shadow you gave me a rainbow

 

Det er en udfordring for mig at finde tid til at dykke ned i Stephen Kings bagkatalog og fortsætte min kronologiske gennemgang, for manden er jo heldigvis stadigvæk enormt produktiv, og så går der nærmest ikke en måned uden noget nyt King-relateret medie. Men i sommerferien fik jeg endelig tid til at genbesøge Different Seasons fra 1982, der byder på fire fortællinger med underoverskrifter, der relaterer til hver af de fire sæsoner. Fælles for dem alle er (stort set) fraværet af overnaturlige elementer, og King fik slået fast med syvtommersøm, at han ikke behøver monstre eller magi for at skrive en god historie. Jeg har også lige skullet tage tilløb til at kaste mig over samlingen, der indeholder flere af de HELT store King-historier - det virker helt underligt at skulle snakke om dem nu, efter jeg har skrevet om King i så mange år. 

I dag skal det handle om en særdeles ikonisk én af slagsen; samlingens forårsnovelle 'Rita Hayworth and Shawshank Redemption' med undertitlen Hope Springs Eternal. Jeg kan lige så godt sige med det samme, at det er så godt som umuligt for mig at adskille bog og film i dette tilfælde - Morgan Freeman ER jo bare fortælleren Red, ligesom den opportunistiske Andy Dufresne ikke kan spilles af andre end Tim Robbins (selvom det ellers var tæt på!). Frank Darabont behandler desuden materialet med så stor respekt, at filmen ligger meget tæt på den skrevne version - og der er vist generel konsensus om, at der her er tale om et af de usandsynligt få øjeblikke, hvor filmen er bedre end bogen. Det giver derfor heller ikke helt mening at lave en lige så skarp inddeling mellem bog og film i det følgende som jeg normalt ville gøre. Filmen er i øvrigt fra 1994 og som nævnt instrueret af Frank Darabont, der senere skulle instruere en anden fængselshistorie fra Kings hånd; nemlig The Green Mile. 

Ultrakort fortalt handler Shawshank Redemption om Andy Dufresne, der i 1947 bliver idømt livsvarigt fængsel for drabet på sin kone og dennes elsker. Han hævder, at han er uskyldig, og Andys historie fortælles af medfangen Red, der er fængslets ekspert i at indsmugle nødvendigheder fra omverdenen. Over de næste 28 år udvikler der sig et dybt venskab mellem de to mænd, og det er imponerende, hvor meget historie, der kan presses ind på så kort tid. Jeg beklager, hvis jeg spoiler slutningen for nogen, men jeg tror ikke jeg kender nogen, der IKKE har set filmen, og dermed ikke har set de ikoniske scener af Andy, der igennem årene nøjsommeligt har gravet et hul i væggen i sin celle, og som kravler en kilometer igennem lort og mudder for at nå friheden. 

Det var en af Kings allerførste historier, der blev fortalt i første person, og selvom det glipper af og til, giver det historien en troværdighed og oprigtighed, når Red f.eks. siger, at han ikke ved, hvad Andy tænkte, da denne flygtede, men at han forestiller sig at det forløb sådan som han fortæller det. Fortælleteknikken bruges også langt hen af vejen i filmen, der dog (heldigvis) også tager sig nogle friheder til at vise os de ting, Red ikke er vidne til. 

Red og Andy er naturligvis novellens hovedpersoner, men selve fængslet er nok den allervigtigste karakter, og King bruger mange linjer på at beskrive dets udformning og stemningen blandt de indsatte. Historien udspiller sig (næsten) udelukkende inden for fængslets mure, hvilket bidrager til den altdominerende følelse af klaustrofobi, og der bliver sat en stor streg under dén følelse, da Andy sendes i isolation i flere måneder i træk. Institutionalisering er et af de største temaer, og en af filmens mest rørende scener viser den milde Brooks, der slet ikke kan finde ud af verden uden for murene efter et helt liv bag tremmer, og som ender med at hænge sig selv. Når settingen er et fængsel for livstidsfanger, vil mange af karaktererne have gjort noget relativt slemt, men man glemmer øjeblikkeligt hvem mændene var, før de kom til Shawshank.  

Man bliver dog aldrig for alvor bekymret for Andy, der vel nærmest er personificeringen af håb. Han arbejder utrætteligt videre; han arbejder sig op i systemet og outsmarter både betjente og fængselsdirektør(er), og så får han også udvidet Brooks' gamle bibliotek, der i sig selv kan sprede glæde og håb (det ville det i hvert fald gøre for mig). Og så er det bare bad-ass at han graver sig ud, forfalsker sin identitet og udlever sin drøm i Zihuatanejo. Novellen slutter lidt mere åbent - Red skriver de sidste ord efter at være blevet løsladt fra fængslet; og efter en skattejagt er han nu på vej til Mexico for at finde sin ven. Helt i tråd med temaet om håb, ender han med at sige, at han håber, at han finder ham. (Men who am I kidding - jeg foretrækker filmen, der ender i et bjørnekram mellem Andy og Red og forsikrer os om, at det hele ender godt.)

Det er jo bare en helt åndssvagt god film. Den er ikke blandt mine favoritter, og heller ikke i top ti, men det er nok alligevel en af de film, jeg har set allerflest gange. Morgan Freeman er den mest behagelige, tillidsvækkende fortæller, og når man nu ubestrideligt ser ham i rollen som Red, er det endnu sværere at forestille sig, at det kunne være gået meget anderledes. Rob Reiner (der instruerede Stand By Me - også fra denne fortælling) ville nemlig frygtelig gerne have haft lov til at instruere The Shawshank Redemption - med Harrison Ford som Red og... Tom Cruise som Andy. Ahem. Et andet tidligt bud på Andy var faktisk Nicholas Cage, og så ville filmen jo øjeblikkeligt have været ødelagt for mig. Tim Robbins shiner som Andy, og en yngre Clancy Brown som ondsindet fængselsvagt bidrager til et tårnhøjt niveau af skuespil, og jeg er lykkelig for, at vi endte med Darabonts version. Og ja, det er måske lidt trættende, at man næsten SKAL kunne lide The Shawshank Redemption, men der er ingen vej udenom; den har fortjent sine priser og de høje placeringer på alverdens lister, for det er en smuk fortælling om håb og venskab.