Viser opslag med etiketten kbh. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kbh. Vis alle opslag

23 januar 2022

and the new day's always taunting

 

Det er en lidt mærkelig tid - det føles som om alle enten er testet positive eller venter på at gøre det, og omkring mig må flere og flere gå i isolation. Jeg er efterhånden ikke frygtelig bekymret for selv at blive ramt (men dog stadig nervøs for senfølger!); lige nu tænker jeg mest på, at det ville forpurre mine planer om et Jyllandsbesøg i næste uge. Min mand og jeg har planlagt et visit hos begge familier, og jeg kan slet ikke bære, hvis det ikke kan lade sig gøre. Min PCR-test fra i går viser dog stadig negativ, så i aften bestiller vi billetterne.

Flere af mine aftaler er også blevet aflyst de sidste par uger, men jeg har været helt ærlig, når jeg har forsikret mine venner om, at en uventet aleneaften bestemt ikke er en straf for mig. Jeg synes min energi forsvinder dobbelt så hurtigt i øjeblikket, og det er godt for mig at kunne lade op igen. Vi ser stadig mange serier herhjemme, men jeg får også bygget bunkevis (virkelig...) af LEGO, farvelagt fantasidyr og lagt puslespil - og helt alene er jeg aldrig, for Jimmy holder mig trofast med selskab igennem det hele. Det er for det meste velkomment, men som den skarpe læser nok har spottet, er Jimmy også katten bag en puslespilsbriks forsvinden og blokering af instruktionsmanual, hvilket jeg har meget lidt forståelse for. 

Jeg kæmper stadig lidt med cykelturene til arbejde, der i den sidste tid har budt på heftig blæst, hagl, regn og sne. Fuldmånen har dog gjort det hele lidt flottere, og jeg forsøgte flere gange(!) at få et billede af dens grandiositet med mit dårlige mobilkamera, hvilket tydeligvis ikke lykkedes. 

I går tog min mand og jeg endnu en tur på The Midwestern Diner, der har amerikanske ejere og laver virkelig lækker, greasy diner-mad. Vi fik en Bears Special med guddommelige hashbrowns og mundvandsfremkaldende, tykke pandekager, og det var den perfekte start på en afslappende weekend. (Og nej, LEGO-figurerne er ikke min mand og mig - men jeg vil meget gerne snart have lavet et par figurer, der kan komme med mig på eventyr! - det var bare dem, jeg lige havde i tasken.) 

07 januar 2022

counting shadows in the sun

Onsdag eftermiddag havde jeg arbejdet ti dage i træk, og det gjorde mig egentlig ikke så meget, at en aftale jeg ellers havde glædet mig til, blev rykket til i dag. Der er sket lidt meget på arbejde den sidste tid, så jeg nød at kunne slå hjernen fra og slappe lidt af. Jeg lyttede til podcasts og sad med min malebog foran min lysterapilampe, og det var en dejlig start på fire dages fri. I går morges blokerede jeg overboernes larm med ørepropper, og jeg sov næsten til klokken tolv! Dét er længe siden. Vejret var fremragende, og jeg fik lokket min mand med ud på en gåtur på og omkring Christiania. Selvom solen på denne tid ikke står højt nok på himlen til at have en egentlig kemisk effekt på vores humør, føltes solstrålerne alligevel som et kærligt kram, og jeg var træt på den helt rigtige måde, da vi ramte lejligheden og sofaen igen. 

Jeg har været lidt flad den sidste tid, men jeg har alligevel svunget mig op til et par aftaler, og det har også gjort mig godt. En tur i det iskolde Øresund formår altid at tømme mit hoved for tanker, og det var også tilfældet i tirsdags, hvor jeg tog tre dyp med min veninde. I dag har jeg været en tur i Nordvest og besøge en af mine gode venner og hans kæreste - vi anmeldte chips, kiggede i tegneserier og spiste lækre pizzaer, og så kunne jeg ikke have ønsket mig meget mere. 

17 oktober 2021

there's something living in these lines

Fredag aften var jeg til kulturnat sammen med resten af København - og to gode venner, der heldigvis havde helt samme afslappede indstilling til programmet som jeg selv. Vi fik alligevel oplevet lidt af hvert - vi startede med 'Rundetaarn i kvindernes tegn', hvor vi blandt andet stødte på en overdimensioneret klitoris-skulptur, der rystede mit selskabs yngste (og af hankøn) medlem i sin grundvold. I en lidt anden boldgade besøgte vi også flere kirker på vores vej, og tændte et lys for min mor i den ene, hvorefter vi havde en fed tur i Odd Fellow-palæet, der var fyldt med uendelige rum, gange, trapper og døre; ligesom deres store logesal var perfekt. Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi med vores bekendelse til ateismen aldrig kan blive logemedlemmer, så jeg må nøjes med at besøge palæet til kulturnatten, hvor de også underholder med fægtning(!). 

Vi nåede også forbi konservatoruddannelsen inden vi nåede aftenens højdepunkt - min mand skulle optræde på Medicinsk Museion sammen med en af sine tidligere kollegaer, og det ville jeg absolut ikke gå glip af. Det blev beskrevet sådan her: "Mutantgruppen Dødstrompeterne udfører et sonisk ritual, der bearbejder, hvordan vi alle tilsyneladende er adskilte, men alligevel sammenviklede via svampesporer, lydlige vibrationer og livets vilde netværssystemer", og det var mindst lige så underligt, som det lyder. Jeg viser lige et billede engang, hvis jeg får fat i ét - min mand var meget yndig som svamp.

Hele dagen i går blev brugt på at spille Far Cry 6. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave noget andet om aftenen, men udsigten til at få den ekstremt nuttede Chorizo som følgesvend i spillet, fik mig til at spille til langt ud på natten. Det var det hele værd, og jeg er virkelig godt underholdt! 
I dag tog jeg mig sammen og cyklede et smut til Korsgadehallen og Nørrebronx Tegneseriedage. Det er en tegneseriemesse primært for de små forlag og de uafhængige og selvudgivne kunstnere, og jeg kiggede forbi af en helt særlig årsag. For et par måneder siden var jeg til koncert i Støberiet, hvor jeg faldt pladask for en helt vidunderlig udstilling af tegninger på væggene. De fortæller sammen historien om en verden, som menneskene har forladt, men som hundene stadig nyder at gå på opdagelse i, og jeg købte en original, som jeg bliver glad af at kigge på hver eneste dag. Det lyder banalt, men jeg bliver næsten helt ydmyg, når jeg ser hvor tilfreds hunden bliver af en solstråle, og mit humør stiger et par grader hver eneste gang. Kunstneren er Michael Schiøler Tingsgård, og nu har han fået tegningerne samlet i en udgivelse, så de rigtig kommer til sin ret - og den skulle jeg altså hente i dag. Jeg vidste, at det ville blive en umulig opgave kun at købe Hundenes Dage, og jeg kom da også hjem med fire andre udgivelser, som jeg glæder mig til at kigge nærmere på - især Wayfinders: Off Course, der ser SÅ flot og spændende ud, og hvis skabere jeg fik lejlighed til at snakke lidt med i dag. Den regner jeg bestemt med at fortælle mere om engang. Men nu - tilbage til Chorizo og befrielsen af Yara!