would you capture it or just let it slip?

 

I fredags afholdt mit arbejde endelig årets sommerfest, og det var ret tydeligt, at vi alle sammen havde trængt til at grine og danse sammen igen efter halvandet år uden at kunne samles. Jeg havde egentlig planlagt at holde lidt igen grundet lørdagens program, men de grønne granatæbleshots ville det anderledes, og det var befriende at danse rundt på gulvet i vores frokoststue og forsøge at rappe med på 'Lose Yourself' (da vi havde fået vristet playlisten ud af hænderne på de unge elever, der i fem-seks timer ikke havde spillet et eneste nummer, jeg kunne genkende), hvorefter to kollegaer og jeg glædestrålende delte historien om Eminems nye restaurant 'Mom's Spaghetti' til alle, der gad lytte. Jeg cyklede fuld og lykkelig hjem, og var ikke alt for bekymret over at have blandet bobler, øl, shots, cocktails (jeg kan drikke gin igen - sådan en Gin Hass er lige mig!) og slush-ice-koncentrat, selvom tidligere erfaringer burde have givet mig et varsel om, hvad der ventede mig lørdag. 

Det var ikke dødstømmermændene, som jeg har oplevet dem to eller tre gange før, hvor jeg har ligget i rutefart mellem seng og toilet og brugt flere dage på at komme mig igen, men timingen kunne have været bedre, da jeg lørdag eftermiddag skulle flyve til Aalborg. I et fly uden faste pladser. Med mundbind på. (Sidstnævnte skjulte i det mindste min knaldblå tunge, som jeg ellers havde børstet så godt jeg kunne komme til det uden at kaste op). Jeg havde så ondt af mig selv, at jeg kortvarigt overvejede at udsætte min flyvetur til dagen efter - men min far fyldte altså 65 i lørdags, og jeg ville meget gerne give ham et fødselsdagskram. Min søster diskede op med en perfekt flæskesteg, brun sovs og kartofler - det kunne gå begge veje, men det var den helt perfekte tømmermændskur. Min niece ville "mosle på moster", hvilket er en aktivitet, jeg liiige skal være i humør til, og det var altså ret hårdt i lørdags - men jeg har taget revanche de sidste par dage. 

I går var min søster og jeg i Intimsalen i Musikkens Hus i Aalborg til koncert med Lau Højen, der netop her i oktober har været et betydningsfuldt element i vores liv i hele tyve år. Mit forhold til Carpark North kræver en hel føljeton at få afdækket, og det føles næsten forkert at tage hul på dén historie uden at dykke ned i den - men Laus relevans for min søster og jeg er i hvert fald ikke ligefrem blevet mindre, siden han mistede sin mor og begyndte at synge om det. Det clashede nok en lille smule med CPNs sædvanlige univers, og derfor kan jeg kun bifalde, at han valgte at gå endnu længere ned af den sti og lave en soloplade på dansk, som han nu turnerer med. 

I går sad min søster og jeg på første række og følte det hele - jeg græd flere gange, og var absolut ikke den eneste. Det lyder nok helt bizart og som alt for meget, men det var simpelthen så dejligt at være til en koncert, hvor der var plads til sorgen og savnet. Selvom musikken ellers ikke er sammenlignelig, havde jeg lidt den samme oplevelse til den helt forrygende Sufjan Stevens-koncert i Falconer Salen i 2015, hvor han også sang om sin døde mor - omend dét forhold var helt anderledes kompliceret. Når Lau fortalte om sin mor, om sygdomsforløbet, døden og tankerne omkring det hele, kunne min søster og jeg genkende så utrolig meget, og det gjorde ondt og godt på samme tid. Der var nu også plads til grin, popmusik og velspillende musikere, og jeg var virkelig taknemmelig for at kunne dele det med min søster. 

Det var svært ikke at bevæge sig lidt i stolen og vippe med fødderne til koncerten, og min søsters mave ville også danse med. Da Lau slog strengene an til det første nummer, mærkede jeg et par gevaldige karatespark gennem hendes maveskind, hvilket jo ikke gjorde hele situationen mindre rørende. Jeg skal nemlig være moster til endnu en lille pige, og i dag fik jeg også lov til at komme med til scanning på Aalborg Sygehus, hvor jeg så hende møve sig rundt i min søsters mave. Jeg har aldrig været med til en scanning før, og det er det tætteste jeg kommer på selv at opleve det, så det var en stor oplevelse for mig. Min søster er desuden også så langt henne, at det rent faktisk var tydeligt at se, hvad vi kiggede på, og selv 3D-scanningen til sidst var en rørende oplevelse. Dem har jeg ellers haft det liiiidt svært med (i det mindste var det ikke en MRI-scanning), og jeg er ret overbevist om, at min glæde udelukkende skyldes, at jeg rent faktisk kunne genkende ansigtstræk fra min snart fireårige niece på det lille myr derinde.

Min søsters graviditet er selvfølgelig ikke en nyhed for mig, men de sidste par dage har alligevel været særligt følelsesladede, fordi jeg er kommet lidt ekstra tæt på. Jeg bliver dog nødt til at slutte af med et lille aber dabei og dreje fokus tilbage på mig selv og en detalje, jeg bare skal se at komme over - men da jeg sendte en snap af scanningsbilledet (med tilhørende tekst om min søster) til mine veninder, var der TRE(!), der reagerede med "CHOK!" og "Ej, jeg troede lige". Én ting er, at det ville være et medicinsk mirakel, eftersom jeg blev steriliseret for to år siden (og desuden har set alle veninder inden for den sidste måned) - men jeg blev faktisk en lille smule ked af, at de overhovedet kunne tænke tanken. Jeg ved godt, at det bare var et splitsekund, men jeg føler, at mit fravalg af børn er så stor og vigtig en del af mig, at der ikke burde være den mindste tvivl fra mine gode veninders side. 

Ekstreme first world problems aside, så har jeg to dage mere hos min søster, og jeg ligger i skrivende stund i min seng under skråtaget og lytter til regnen mod vinduet. I morgen vågner jeg til hønsenes kaglen, og hvis der er bare et enkelt ophold i den lovede heldagsregn, vil jeg gå en laaang tur med min søsters hund og nyde efterårsfarverne ved Limfjorden.