ain't no other way to make a reason

Det er efterhånden ved at være længe siden (alt er relativt) siden jeg sidst snakkede om chips, men i år har jeg selvfølgelig heller ikke været på spændende udlandsrejser til eksotiske snackdestinationer, så det er måske ikke så underligt at udvalget har været beskedent. Jeg har derudover haft travlt med at få lavet en oversigt over alle mine chipsanmeldelser, og det har altså ikke været en lille opgave, skulle jeg hilse at sige. Men nu skal det være - og jeg præsenterer hermed King og Klodsers første chipsanmeldelser.

Jeg syntes derfor, at der burde være noget lidt særligt over dagens første pose, og selvom den ikke ser ud af meget - og må leve med et billede taget indendørs i dårlig belysning - er den lidt speciel. De helt almindelige, franske kartofler fra KiMs har i denne udgave nemlig fået følgeskab af Mariager Sydesalt, hvilket i denne anledning er interessant, fordi jeg er opvokset i netop Mariager, der har en - hvis vi nu skal være helt ærlige - lidt stenet turistattraktion i form af et Saltcenter, der er et museum for... salt. Man kan også bade/dyppe sig i en mikroskopisk pool med samme saltindhold som Det Døde Hav, og udenfor kan man få lov til at syde sit eget salt. Sælger jeg den godt nok? Nej? Ovenstående billede er ellers et still fra en tv-reklame, jeg medvirkede i som 13-årig, da halvdelen af min klasse fik lov til at skippe en skoledag for dette noble projekt. Den var nok ikke gået i dag. Det er mig til højre, i øvrigt, men jeg tænker, at mine ret karakteristiske kinder afslører mig - dem har jeg altid haft, også da jeg var en streg i luften. 

Nå, men tilbage til dét, det handler om - jeg har ikke ret meget interessant at sige om chipsene. Jeg kunne ikke smage forskel på almindelig salt og salt fra Mariager, og alle ved, at lige netop når det kommer til franske kartofler, er Taffel KiMs totalt overlegne. Eller lidt, i hvert fald - KiMs har godt styr på en solid grundchip, og den kunne også sagtens anvendes til jyde-nachos med den brune sovs, så den ender alligevel på et pænt otte-tal.   

Rundens næste poser kommer fra Norge - eller fra fakta, hvor de har været på tilbud de sidste mange måneder. Jeg har tidligere anmeldt et par varianter fra Sørland, hvor de fik point for posen, men ikke så meget for indholdet - og det er lidt samme problematik med denne omgang. Den første pose er med havsalt og "pragtfuld peber", og de er så friterede, at kartoffelsmagen næsten er væk. De smager mest - men ikke for kraftigt - af en pebersmagsforstærker, og man kan lugte den olie, de er lavet i, men selvom vi ikke ville købe dem igen, er de ikke decideret dårlige, og de får et sekstal fra min mand og jeg. 

En anelse bedre gik det med posen med sweet chili, der smagte af lige netop dét, og så var chipsene heller ikke helt så friterede som de første. Det er små gitterchips; næsten som de helt tynde kartoffelsticks, men endnu sprødere. Der er meget smag på dem og ikke så meget chip, hvilket ofte er tilfældet, når der er meget olie - og selvfølgelig når formen er et pulveropsamlende gitter. De får et syvtal fra både min mand og jeg. 

Bedst af de tre var ikke overraskende den "skønne sour cream" og skalotteløgspose, hvis chips var en mere almindelig grovchip - men en god en af slagsen. Kartoflerne er af en god kvalitet, hvilket man ikke helt kunne smage hos gitterchipsene, og det klædte blandingen med den mildere smag af skalotteløg frem for den nogle gange dominerende løgsmag. Posen får også et helt point alene for at have en chips-ko på forsiden, og dermed ender den på et pænt ottetal. 

De næste tre poser købte vi i vores trofaste bland selv-slikbiks, der byder på mange, mange interessante snacks fra alle mulige og flere umulige lande. Jeg er ret glad for de almindelige cheetos, men jeg havde på forhånd ret lave forventninger til disse varianter, der mest af alt var for store, for luftige og for anonyme majssnacks. Den første pose var fromage-flavoured og snacksene udformede som sten, saks og pote, så man - hvis man virkelig, virkelig keder sig - kan spille en halvdårlig udgave af klassikeren. Det er det mest spændende ved dem, for selvom konsistensen er god på de crispy poter, er sour cream-smagen for mild, og de kan ikke få mere end et lille sekstal.  

Formen på de næste snacks kom ikke som den store overraskelse, da de netop var poterne fra den første pose. Denne gang skulle de dog tilsyneladende smage af oste-toast med ketchupsmag ('serowy' er jo en ganske logisk oversættelse af cheddarost), og det gjorde de faktisk også, selvom de var ramt af samme forbandelse med at smage af for lidt. Smagen er kun på overfladen, og de skal frådes lidt; og når man har munden helt fuld af poter, er de egentlig fine nok. De får også pluspoint for posen, og når derfor op på et syvtal.

Ost og ketchupsmagen gik igen hos den sidste Cheetos-variant, der var kæmpestore, luftige majsspiraler. Igen var udformningen det bedste ved snacksene, og det var umuligt at spise dem elegant - men efter et par sekunders tyggetid havde de præcis samme konsistens som de forrige. Jeg har engang smagt en riskiks med cheddar, hvilket var en stor fejl, og de smagte af lidt af det samme - men spiralerne har slet ikke samme mængde pulver på. Vi sluttede af med den dårligste variant, og var enige om at give dem et lille femtal. 

Jeg er lidt træt af, at KiMs bruger så meget energi på at nyfortolke deres snackchips, som i mine øjne med afstand er deres mindst interessante produkt. Men min mand er vild med dem, og jeg var også nysgerrig på at se størrelsen på disse nye MEGA snackchips - og anmeldes skal de jo under alle omstændigheder, så vi har været i gang med begge poser. De ER store, og de er ikke knækkede i posen - og ellers er de præcis, som de normale snackchips. Jeg har faktisk overladt det til min mand at anmelde en pose alene, eftersom det var det eneste, han havde i lejligheden en sen aften jeg var i Jylland. Han kastede sig over den umiddelbart mindst interessante variant med holiday + onion, og de smagte mest bare af rød og grøn peber - en slags intens holiday-smag, der alligevel ikke ville have været noget for mig. De får også kun et sekstal fra min mand.  

Den røde pose lugtede meget af ost og bacon, men smagte desværre primært af sidstnævnte, og lidt ligesom de dårlige, lune baconsnacks, man køber af tvivlsomme sælgere i omrejsende tivolier. Baconsmagen er for vulgær, men de ville nok være gode til dip - og så er det lidt sjovt, at de er så store - og at man ikke kan høre noget som helst, når man spiser dem. Det er dog ikke nok til at bringe dem op på mere end et femtal fra mig, imens min mand lige sniger sig op på seks - selvom han foretrækker de klamme tivolisnacks.   

Den sidste pose i denne omgang er en limited edition-udgave fra Taffel; nemlig 'chili & sourcream chicken style'-kyllingelår. Jeg er ret glad for udgaven med kylling og fritter, og jeg synes det er lidt ærgerligt, at der ikke er kartoffelsticks med til disse, for udformningen betyder faktisk overraskende meget. De smager ikke ret meget af chili, men derimod en del af løg, selvom det jo ikke umiddelbart er en del af ingredienserne, og selvom de er ganske gode, kan jeg godt nøjes med de almindelige fremover. Vi slutter af med et pænt syvtal, og så håber jeg at kunne give topkarakter i næste runde i stedet.