with their hands in the air bringing in the new year

Godt nytår! Her er en liste over 2022s første...

- fysiske udfoldelse: Jeg er ret sikker på, at min mand og jeg hoppede alt for sent fra sofaen ind i det nye år, men vi hørte høj musik og havde kun billedet fra Rådhuspladsen på skærmen som reference - og lige før midnat var der så meget fyrværkeri og røg, at man ikke kunne se klokken slå tolv. 

- musik: I 2021 har jeg mest af alt lyttet til det musik, min mand har sat på - eller et par numre på random fra vores fælles, nu endelig digitaliserede, enorme musikbibliotek. Vi har hørt rigtig meget Paul McCartney i løbet af året, og særligt pladen han lavede sammen med Linda, 'Ram', er blevet spillet i rotation herhjemme. Derfor skulle vi naturligvis lytte til 'Uncle Albert' da klokken slog tolv, og jeg har haft den på hjernen lige siden (hvilket er godt nok, fordi den er rigtig god, men mindre heldigt, fordi den giver mig lyst til at råbesynge HAAAAANDS across the water på upassende tidspunkter).   

 - måltid: En pose fremragende mexicanske majssnacks indtaget nytårsnat, som jeg glæder mig til at fortælle mere om. Altså snacksene. Mit første egentlige måltid var kebab og fritter, som min fantastiske kollega havde med til mig på arbejde, hvor det hele gik lidt nemmere, da min sukker-og saltbalance var genoprettet (jeg drak naturligvis også en cola). 

- drink: Det allerførste væskeindtag i 2022 kom utroligt nok ikke fra en cola, men derimod fra en afsindigt lækker Piña Colada, som min mand lavede nogle stykker af nytårsaften. 

- nederlag: Når min mand jeg jeg spiller 500, vinder jeg nok 80% af tiden. Men her måtte jeg altså se mig slået, og jeg håber virkelig ikke, at det bliver symptomatisk for hele 2022. Jeg undskylder mig med, at jeg var relativt beruset.

- TV: På et tidspunkt i løbet af aftenen kom jeg i tanke om, at der måtte være kommet en ny sæson af Cobra Kai på Netflix, og ganske rigtigt - sæson fire af en af de sidste års helt store positive overraskelser ligger nu klar. Vi snuppede lige tre afsnit inden jeg gik i seng - og hvis det ikke var fordi jeg skulle på arbejde dagen efter, havde vi nok taget dem alle.

- kærlighedserklæring: Den første gang jeg sagde 'jeg elsker dig' i 2022, var det ikke til min mand, men derimod til min kat, som jeg prøvede at lokke frem fra hans skjul under sengen. Her på sine gamle dage er han ikke længere så glad for fyrværkeri som han var de første år, men han kunne heldigvis godt overtales til at komme ud med en snack - og min erklæring, selvfølgelig. 

Det har været en dejlig nytårsweekend, og med søde rotter og en god kollega, som man kunne møde til champagne/kebab/cola-pause, har det også været helt fint at skulle bruge årets første weekend på arbejde. Jeg håber I havde skøn og sygdomsfri nytårsaften, og at I også er kommet godt ind i 2022. Tak fordi I læser med. 

would you capture it or just let it slip?

 

I fredags afholdt mit arbejde endelig årets sommerfest, og det var ret tydeligt, at vi alle sammen havde trængt til at grine og danse sammen igen efter halvandet år uden at kunne samles. Jeg havde egentlig planlagt at holde lidt igen grundet lørdagens program, men de grønne granatæbleshots ville det anderledes, og det var befriende at danse rundt på gulvet i vores frokoststue og forsøge at rappe med på 'Lose Yourself' (da vi havde fået vristet playlisten ud af hænderne på de unge elever, der i fem-seks timer ikke havde spillet et eneste nummer, jeg kunne genkende), hvorefter to kollegaer og jeg glædestrålende delte historien om Eminems nye restaurant 'Mom's Spaghetti' til alle, der gad lytte. Jeg cyklede fuld og lykkelig hjem, og var ikke alt for bekymret over at have blandet bobler, øl, shots, cocktails (jeg kan drikke gin igen - sådan en Gin Hass er lige mig!) og slush-ice-koncentrat, selvom tidligere erfaringer burde have givet mig et varsel om, hvad der ventede mig lørdag. 

Det var ikke dødstømmermændene, som jeg har oplevet dem to eller tre gange før, hvor jeg har ligget i rutefart mellem seng og toilet og brugt flere dage på at komme mig igen, men timingen kunne have været bedre, da jeg lørdag eftermiddag skulle flyve til Aalborg. I et fly uden faste pladser. Med mundbind på. (Sidstnævnte skjulte i det mindste min knaldblå tunge, som jeg ellers havde børstet så godt jeg kunne komme til det uden at kaste op). Jeg havde så ondt af mig selv, at jeg kortvarigt overvejede at udsætte min flyvetur til dagen efter - men min far fyldte altså 65 i lørdags, og jeg ville meget gerne give ham et fødselsdagskram. Min søster diskede op med en perfekt flæskesteg, brun sovs og kartofler - det kunne gå begge veje, men det var den helt perfekte tømmermændskur. Min niece ville "mosle på moster", hvilket er en aktivitet, jeg liiige skal være i humør til, og det var altså ret hårdt i lørdags - men jeg har taget revanche de sidste par dage. 

I går var min søster og jeg i Intimsalen i Musikkens Hus i Aalborg til koncert med Lau Højen, der netop her i oktober har været et betydningsfuldt element i vores liv i hele tyve år. Mit forhold til Carpark North kræver en hel føljeton at få afdækket, og det føles næsten forkert at tage hul på dén historie uden at dykke ned i den - men Laus relevans for min søster og jeg er i hvert fald ikke ligefrem blevet mindre, siden han mistede sin mor og begyndte at synge om det. Det clashede nok en lille smule med CPNs sædvanlige univers, og derfor kan jeg kun bifalde, at han valgte at gå endnu længere ned af den sti og lave en soloplade på dansk, som han nu turnerer med. 

I går sad min søster og jeg på første række og følte det hele - jeg græd flere gange, og var absolut ikke den eneste. Det lyder nok helt bizart og som alt for meget, men det var simpelthen så dejligt at være til en koncert, hvor der var plads til sorgen og savnet. Selvom musikken ellers ikke er sammenlignelig, havde jeg lidt den samme oplevelse til den helt forrygende Sufjan Stevens-koncert i Falconer Salen i 2015, hvor han også sang om sin døde mor - omend dét forhold var helt anderledes kompliceret. Når Lau fortalte om sin mor, om sygdomsforløbet, døden og tankerne omkring det hele, kunne min søster og jeg genkende så utrolig meget, og det gjorde ondt og godt på samme tid. Der var nu også plads til grin, popmusik og velspillende musikere, og jeg var virkelig taknemmelig for at kunne dele det med min søster. 

Det var svært ikke at bevæge sig lidt i stolen og vippe med fødderne til koncerten, og min søsters mave ville også danse med. Da Lau slog strengene an til det første nummer, mærkede jeg et par gevaldige karatespark gennem hendes maveskind, hvilket jo ikke gjorde hele situationen mindre rørende. Jeg skal nemlig være moster til endnu en lille pige, og i dag fik jeg også lov til at komme med til scanning på Aalborg Sygehus, hvor jeg så hende møve sig rundt i min søsters mave. Jeg har aldrig været med til en scanning før, og det er det tætteste jeg kommer på selv at opleve det, så det var en stor oplevelse for mig. Min søster er desuden også så langt henne, at det rent faktisk var tydeligt at se, hvad vi kiggede på, og selv 3D-scanningen til sidst var en rørende oplevelse. Dem har jeg ellers haft det liiiidt svært med (i det mindste var det ikke en MRI-scanning), og jeg er ret overbevist om, at min glæde udelukkende skyldes, at jeg rent faktisk kunne genkende ansigtstræk fra min snart fireårige niece på det lille myr derinde.

Min søsters graviditet er selvfølgelig ikke en nyhed for mig, men de sidste par dage har alligevel været særligt følelsesladede, fordi jeg er kommet lidt ekstra tæt på. Jeg bliver dog nødt til at slutte af med et lille aber dabei og dreje fokus tilbage på mig selv og en detalje, jeg bare skal se at komme over - men da jeg sendte en snap af scanningsbilledet (med tilhørende tekst om min søster) til mine veninder, var der TRE(!), der reagerede med "CHOK!" og "Ej, jeg troede lige". Én ting er, at det ville være et medicinsk mirakel, eftersom jeg blev steriliseret for to år siden (og desuden har set alle veninder inden for den sidste måned) - men jeg blev faktisk en lille smule ked af, at de overhovedet kunne tænke tanken. Jeg ved godt, at det bare var et splitsekund, men jeg føler, at mit fravalg af børn er så stor og vigtig en del af mig, at der ikke burde være den mindste tvivl fra mine gode veninders side. 

Ekstreme first world problems aside, så har jeg to dage mere hos min søster, og jeg ligger i skrivende stund i min seng under skråtaget og lytter til regnen mod vinduet. I morgen vågner jeg til hønsenes kaglen, og hvis der er bare et enkelt ophold i den lovede heldagsregn, vil jeg gå en laaang tur med min søsters hund og nyde efterårsfarverne ved Limfjorden.