we drank until our thirst went out

Årets sidste chipsanmeldelsesrunde starter med en hyldest til noget helt specielt - som taget ud af mine drømme lancerede KiMs i år nemlig en decideret JULEKALENDER! Med CHIPS! Det er banebrydende og livsændrende, samt en blåstempling af at lade en lille mængde chips indgå i ens daglige kostplan, og jeg er ikke overraskende KÆMPE fan. De tilhørende visdomsord skrevet på indersiden af flapperne var også et stort plus, ligesom jeg -ganske forudsigeligt - elsker den lille gaffel til indtagelse af ostepops. Selve varianterne vil jeg ikke sige så meget om, for det har jeg allerede gjort - jeg er lidt for doven til at linke til dem enkeltvis, men de kan nemt findes lige her. Hvis jeg alligevel skal give kalenderen en samlet karakter, må det blive en klokkeklar 10'er alene for konceptet, og så gør det ikke så meget, at udvalget er lidt begrænset. 

De to første, rigtige varianter til anmeldelse er to Pringles-rør mere til samlingen. (Her vil jeg gerne præcisere, at jeg taler om min figurative samling, for jeg har altså ikke 29 rør stående fremme til skue i stuen) Det første rør med 'pulled pork burger' troede jeg, at jeg havde anmeldt før, og de var da også ret meget som jeg forventede - hvis jeg skulle blindsmage, ville jeg nok have gættet på ribs, men der er i hvert fald en klar og tydelig svinekødssmag. Både min mand og jeg startede på et syv-tal i karakter, men vi blev enige om, at vi nok mest af alt var sultne på bedømmelsestidspunktet, og efter indtagelse af en kontrolchip måtte vi sænke karakteren til et seks-tal og tilføje kommentaren "lidt klam eftersmag". 

Bedre gik det for rundens andet rør med 'smokey paprika and almonds'-smag, selvom der nu ikke var skyggen af mandel over dem. Jeg kunne heller ikke smage distinkt peber- eller paprikasmag, men for mig er det jo kun en fordel, og jeg var ret glad for det, jeg i stedet vil kalde en tacokrydderiblanding. Chipsene er både salte og syrlige, og kunne sagtens også have indeholdt lime - min mand mener endda, at de dufter bedre end de smager. Både han og jeg kaster et syv-tal efter varianten, fordi det trods alt er skuffende med den manglende mandelsmag. 

Interessen for mine chipsanmeldelser har nu også spredt sig til mit arbejde, hvorfor flere af mine kollegaer er kommet med poser til anmeldelse. De største mærker på det danske marked kender jeg ind og ud, men jeg mangler stadig at give mig i kast med hver enkelt butiks discountmærker, for der er virkelig også guld imellem. Derfor er jeg kun glad for at blive hjulpet lidt på vej, og selvfølgelig må jeg starte med en ostevariant, nemlig tortilla chips fra  Wanted-serien produceret af OK Snacks. Og de er overraskende gode! Nachochippen er i sig selv tyk, knasende og med en god majssmag, og ostesmagen er også lækker, selvom de er lidt for salte. Det sidste trækker posen ned på et flot syv-tal, hvilket belønnes med selskab fra fødselsdagsdinoen, der prøver at skabe lidt liv i årstidens kedelige, indendørs billeder. 

Min skønne, svenske kollega ramte plet med en pose fra mit svenske yndlingsmærke Gårdschips, og selvom det hverken er en kartoffel- eller majssnack, får den veganske kikærtevariant lov til at være med i legen - primært fordi de er ufatteligt gode. De dufter som de skal og smager ligeså - nemlig af en lækker hummus med hvidløg. De har en utroligt god konsistens - de er støbt i en Pringles-lignende form, men lidt tykkere (mere ovre i den klassiske Chipsletten), og de sviner stort set ikke når man spiser dem. De er lidt stærke, men jeg synes de er godt afstemt og giver dem et pænt ni-tal. Min mand deler ikke min begejstring - han synes de er lidt for salte, og han og ender på et syv-tal. 

På det næste hold havde der også sneget sig andre smage ind, for i den første pose fra Søstrene Grene gemte der sig både rødbede og pastinak. Her dog med noget ringere held end kikærtesuccessen, for rodfrugt-chipsene var slet ikke salte nok, men til gengæld næsten lidt brændte i smagen. Jeg kan ikke give dem mere end fire, og min mand sniger sig også kun lige op på et fem-tal.

Det gik heldigvis noget bedre for den gule pose, der var yderst sprøde, tynde og lækre kartoffelchips med en mild sourcream & onion-smag. Igen var der lige antydningen af en brændt smag, men her var det ikke på en dårlig måde, og jeg ender faktisk på et ni-tal - min mand på otte. Den sidste pose indeholder blå nachos fra, ja, blå majs, og jeg bilder mig faktisk ind, at jeg kan smage det. De er ordentligt lavet, ganske letsaltede og i en rigtig god kvalitet, og de får et lille otte-tal fra både min mand og jeg. 

Den sidste pose i denne omgang er endnu en svensk variant; nemlig riflede kartoffelchips med smag af sort peber og creme fraiche fra Estrella. Kartoflerne er nyhøstede og meget lækre, og jeg synes næsten jeg kan smage en undertone af svampeflødesovs, men måske det bare er fordi de minder mig om denne seks år gamle pose. Jeg var bange for, at de ville være for pebrede, men det var heldigvis ikke tilfældet, og jeg slutter runden af med et otte-tal og et ønske om lidt mere smag. Min mand slutter på toppen med et begejstret ni-tal, og vi er begge spændte på, hvad 2022 vil bringe på den salte snackfront. 

I don't want a lot for Christmas

 

Julefreden har sænket sig over mit barndomshjem, hvor jeg skal fejre juleaften sammen med min far. Det er første gang jeg har prøvet at være så få til jul, men det er nu ikke pga. corona-aflysninger eller sygdom - min søster skal fejre jul hos svigerfamilien, og min mand har endelig fået opfyldt sit hedeste juleønske om at være helt alene juleaften; han skal i sit øvelokale og lave musik. Vi fejrede en minijul i går i Nordjylland, hvor vi fik flæskesteg, gik rundt om juletræet og pakkede gaver op, så jeg lider bestemt ingen nød - og i dag hentede min far og jeg julemenuen på Krastrupsøgaard på vej hjem (med ekstra sovs medbragt fra min søster - det er det vigtigste!), ligesom vi også har været et smut på kirkegården og besøge min mor. Rigtig glædelig jul! 

I've been nice and I've been naughty

Det er lige på falderebet, men jeg når at snakke lidt mere om LEGO inden jul - heldigvis, for jeg forudser, at min samling af jule-LEGO kun vil vokse sig større de næste år (og jeg mangler også at vise det episke Alene Hjemme-sæt, men der har ganske enkelt ikke været dagslys nok til, at jeg har kunnet nå at fotografere det!).  

Efter de sidste par års succeser var jeg selvfølgelig også nødt til at købe dette års LEGO-julesæt - Santa's Visit - der i modsætning til honningkagemænd og nisser er lidt mere nede på jorden, og viser en helt almindelig LEGO-familie få besøg af julemanden i deres hyggelige vinterhytte. Jeg er helt vild med den lille postkasse ved hegnet i vejkanten - og faderens glæde over at modtage et julekort - og i det hele taget er huset enormt charmerende med det fineste, grønne pynt (der oprindeligt var kløer lavet til Wolverine).  

Jeg er glad for både mor, far og den lille pige, og de har noget ret sejt tilbehør - blandt andet en for sættet unik småkage, der er inspireret af de småkager, designeren Chris McVeighs mor altid laver til jul. Det er altid lige lidt ekstra hyggeligt at bygge jule-LEGO, og julemanden selv er også lige i skabet. Han kan i øvrigt hoppe ned gennem skorstenen og kommer ud af kaminen (i et halsbrækkende tempo, må jeg tilføje), hvorpå der selvfølgelig hænger tre fine julesokker. 

Der er generelt pyntet op til jul i det lille hjem, og jeg synes især at spisebordet med løber og lys er virkelig fint. Jeg er også imponeret over, at LEGO kan blive ved med at finde på nye måder at bygge juletræer på; jeg har endnu ikke lavet to, der er ens, og jeg er ret vild med denne version, der endda kan lyse, når man trykker ned på det. Pigen er tydeligvis glad for planeter og rumraketter, hvilket går igen både på hendes lille, fine værelse (som der ikke er en trappe op til - forståeligt, men også lidt spøjst) og i gaverne under træet. En ekstra detalje er de gaver, der er gemt rundt omkring i huset; blandt andet på loftet og bag lænestolen.  

I år har LEGO også udgivet Santa's Sleigh, og det virker meget oplagt at fremvise de to sæt sammen. Jeg elsker den! Det skyldes primært de ekstremt nuttede rensdyr, der også var at finde i sidste års julesæt, og jeg har set mange købe flere sæt, så de kan spænde alle julemandens ni rensdyr for kanen. Det er ikke helt der, jeg er endnu, og jeg synes egentlig at kanen er rigtig flot selvom der "kun" er fire dyr. (Jeg kan også godt leve med, at dyrene nok nærmere er hjorte end rensdyr...)

Der er godt med plads i kanen, der er fyldt op med julegaver i alle farver, former og størrelser. Bagpå er også et hemmeligt rum med en kringle til julemanden og gulerødder til rensdyrene, og i hånden har julemanden sin liste over alle de søde børn. Faktisk synes jeg godt, at kanen kan minde lidt om den, som julemanden styrter ned med i en af mine yndlingsjulefilm Elf, og det trækker selvfølgelig også lidt op. Jeg ville dø for en Will Ferrell-figur, der kunne sidde ved siden af julemanden i kanen! 

Jeg er utroligt glad for begge sæt, men Santa's Sleigh er en no-brainer, hvis man vil opbygge en LEGO-juleby. Der findes godt nok mange flot opsatte byer derude, og jeg overvejer helt at give mig i kast med både vat og spejle næste år. Jeg er ikke heeelt sikker på, at min mand er med på dén idé, men jeg har heldigvis et helt år til at få ham overtalt. 

I've got a big, big, big heart beat, yeah

 

I lørdags fik jeg endelig hilst på min lille nye niece Lykke, der blev taget ved et planlagt kejsersnit i tirsdags. Jeg hintede til, at det havde været en heftig omgang, for min niece fik en lidt hård start på livet, da hun slugte en ordentlig omgang fostervand på vej ud og faktisk fik hjertestop. Heldigvis var hun omringet af dygtige læger og sygeplejersker, så det var kun en kortvarig forskrækkelse, men jeg følte mig godt nok langt, LANGT væk, da jeg ikke hørte nyt fra min søster i fire timer efter kejsersnittet. (Jeg nåede faktisk at få det rigtig skidt, men eftersom det er min søster, der har fået skåret maven 10-15 centimeter op, skal jeg nok holde op med at klage mig). 

Jeg havde helt glemt hvor små nyfødte babyer er. Hun er helt utroligt sød, men selvom jeg er blevet testet i hoved og numse, har jeg ikke haft mod på selv at holde hende endnu - jeg kommer trods alt direkte fra Panum, der var et af de steder omikron-varianten for alvor begyndte at holde fest. Lige nu familiehygger vi desværre også uden min far, der sidder derhjemme med en slem forkølelse og venter på et testsvar, og det er næsten ubærligt, men selvfølgelig nødvendigt. 

Min store niece er lige blevet endnu større siden hun har fået en lillesøster, og hun er SÅ stolt og glad for hende, heldigvis. Min søster er lidt låst til den lille sugemalle, der primært sover, spiser og skider, så min svoger og jeg hygger alt hvad vi kan med den fireårige. Æbleskiver smager overraskende godt over et grillbål  i baghaven - også selvom de stadig er 30% frosne - og jeg har lokket barnet til at se Løvernes Konge i stedet for Paw Patrol, så det har været en succes. 

Vejret har været forrygende, så vi har også kørt ud på tur. Og så har jeg gået dobbelt så mange ture med hundene, som jeg plejer - for Esther er i løbetid, så jeg kan kun holde styr på én ad gangen. Det er exceptionelt dårlig timing, at de skal holdes adskilt hele tiden, men jeg klager bestemt ikke over al den friske luft. Min søster mobber mig altid, når jeg ævler om det smukke lys over skov og fjord, men for mig er det en helt uvurderlig energiindsprøjtning. Nu skal min far bare blive helt rask, så vi kan hygge os alle sammen. 

ain't no other way to make a reason

Puh, jeg er lidt bagud, synes jeg! I er blevet lovet indlæg om både chips og mere jule-LEGO, ligesom det snart er tid til en TV-serieopsamling igen - men det bliver ikke i dag, hvor jeg opsummerer lidt fra den sidste uges tid; selvfølgelig med én altoverskyggende begivenhed:

- I tirsdags blev jeg moster til endnu en lille pige, og det var en emotionel omgang, selvom jeg sad aaalt for langt væk fra Aalborg da det skete ("gik hvileløst rundt" er måske en bedre betegnelse for det - jeg sad ikke ret meget ned!) Jeg har truffet en dårlig beslutning, for jeg skal først til Nordjylland og besøge dem på lørdag, hvilket føles som flere år lige nu. 

- Det er heldigt, at jeg er helt okay med julen i år, for der er godt nok julestemning en masse på mit arbejde. Der er julemus- og rotter i alle afskygninger, og forskerne leverer solide mængder slik og kager til at forsøde vores sidste arbejdsdage. Det er et lille plaster på såret, efter vores planlagte julefrokost i fredags (forståeligt nok) blev aflyst.  

- Jeg har svensk på hjernen. Godt nok har jeg arbejdet sammen med min svenske kollega i snart fem måneder, men det viser sig (sjovt nok) at svensk også er et sprog præget af dialekter, og jeg har åbenbart meget svært ved at forstå folk fra Stockholm-området. Heldigvis er hun helt utroligt sød (og har svært ved at forstå mig, når jeg mumler noget på jysk), så vi griner meget af vores sproglige udfordringer. 

- Til gengæld har jeg lært, at man i Sverige spiser en prinsesstårta med masser af flødeskum, creme, hindbær og marcipan når man har fødselsdag. Det lærte jeg i mandags klokken ni om morgenen, hvor vi også fejrede med slik og cola. Så var ugen ligesom i gang, og jeg er fan. 

and the moon is the only light we'll see

Den første novelle i Different Seasons var den fremragende forårshistorie Rita Hayworth & The Shawshank Redemption med undertitlen Hope Springs Eternal, og det er svært at forestille sig en anden fra samlingen udfordre Shawshank på favoritværdigheden. Men efterårshistorien The Body med undertitlen Fall From Innocence giver den kamp til stregen, og filmatiseringen - Rob Reiner's Stand By Me - slår i mine øjne Shawshank med flere længder. I år har Stand By Me 35 års jubilæum, og mine yndlings-King-podcasts er svømmet over med dybdegående analyser og interviews med skuespillere og producenter - og alle er enige om, at også denne historie kan noget helt specielt. 

The Body er endnu en King-historie uden overnaturlige elementer, og den er egentlig overraskende enkel. Rammen er en forfatter, der ser tilbage på den sommer han havde i 1960, da han var 12 år gammel og boede i Castle Rock. Det er et indblik i et rørende venskab mellem fire venner, der alle på den ene eller den anden måde kommer fra dysfunktionelle familier, og som er meget overladt til sig selv. En sensommerdag begiver de sig ud for at finde en jævnaldrende, forsvundet dreng, og det bliver starten på et helt klassisk ud-og-hjem-eventyr, der indeholder tre ikoniniske hændelser; først på lossepladsen, dernæst den hæsblæsende flugt over en bro med toget lige i hælene, og så de ultraklamme igler, der bider sig fast på de panikslagne drenge. 

Turen er krydret med dybe samtaler drengene imellem, men også mindst lige så meget trash talk og platte jokes, og det er en fornøjelse at læse. Kulminationen på historien er selvfølgelig opdagelsen af den døde, forsvundne dreng og den efterfølgende konfrontation med überbøllen Ace Merrill (som vi ser meget mere til i Needful Things) og hans bande, der vil gøre "krav" på fundet af drengen, men det er klart beskrivelsen af et både helt særligt og samtidig helt almindeligt, tæt venskab mellem fire 12-årige der gør størst indtryk 

The Body er ikke decideret selvbiografisk, men Stephen King har trukket på minder og oplevelser, han selv havde i sin barndom – han var også tolv år gammel i sommeren 1960. Som nævnt er historien bygget op på en ret traditionel plotstruktur, men det fungerer til perfektion.  Novellen er helt eminent i sig selv og kan sagtens stå alene, men den har også fungeret som et springbræt for King til at kaste sig over mastodontfortællingen It, der også har disse meget tætte børnevenskaber som hovedelement. The Body er trods alt en noget mere simpel historie, der dog allerede her excellerer i sine karakterbeskrivelser. 

Det er svært at tale om The Body uden at have billederne fra 1986s Stand By Me kørende over nethinden, og da Rob Reiners filmatisering er så utroligt tro mod novellen og stemningen i den, synes jeg det giver mening at inddrage den i min beskrivelse af karaktererne. Stephen King er enig - efter han havde set filmen for første gang (alene, som han altid gør), kom han ud til instruktøren og producenterne med tårer i øjnene og udbrød "those were all my friends". Det er en af mine helt klare favoritfilmatiseringer, hvilket er lidt utroligt, når hovedrollerne er indtaget af børn. Men det ER simpelthen et af verdens bedste cast af børneskuespillere, hvilket jo ellers kan gå så grueligt galt. Det er tydeligt, at børnene blev castet med afsæt i deres egen personlighed; River Phoenix var altoverskyggende god som den alvorlige Chris, bedstevennen til den kloge og følsomme hovedperson Gordie, der også blev spillet lige i skabet af Wil Wheaton, som jeg siden har lært at kende i Star Trek TNG. Det er lidt specielt at se Stand By Me vel vidende at River Phoenix døde som ganske ung i 1993, og det har været rørende at lytte til interviews med medvirkende og producere i anledning af filmens jubilæum, for det var selvfølgelig noget, der påvirkede dem dybt. 

Corey Feldman og Jerry O'Connell var også gode som Teddy og Vern, men ud over Phoenix, er det en ung Kiefer Sutherland som skurken Ace Merrill jeg husker bedst. De yngre skuespillere var angiveligt også lidt bange for ham på settet, der ellers bliver nævnt som værende et helt fantastisk sted. Drengene blev sat sammen et par uger inden optagelserne startede, og de udviklede hurtigt et ægte venskab, som man nu kan, når man er ung teenager - og det bar pote under indspilningerne, hvor de havde en god dynamik. Deres samtaler virker for det meste enormt ægte, for selvfølgelig er det vigtigt at debattere, hvad man ville vælge, hvis man kun måtte spise én ting resten af sit liv. (Jeg må dog erklære mig stærkt uenig i cherry flavored Pez-svaret). 

Jeg har set filmen hundrede gange, og det er umuligt for mig ikke at have de nostalgiske briller på - og især scenen med iglerne har bogstaveligt talt givet mig mareridt flere gange. (Jeg har været ret skeptisk overfor igler siden jeg lærte om dem i Det Lille Hus på Prærien som helt lille, og det er jeg sådan set stadig.) Drengenes venskab er også udsprunget af et helt andet tidsbillede, hvor de kunne få lov til at være væk i to hele dage, uden deres forældre var synderligt bekymrede for dem eller vidste, præcis hvor de var. Den var nok ikke gået i dag, og jeg synes det er ærgerligt, at mulighederne for at børn kan gå på eventyr på egen hånd er stort set ikke-eksisterende - igler eller ej. 

Stand By Me er en af de allerstørste coming-of-age-film i både filmhistorien og for mig personligt. Børneskuespillet er næsten perfekt hele vejen igennem, og selvom den godt kan virke en anelse kunstig og cheesy i 2021, er det vigtigt at huske at den trods alt er 35 år gammel, og det er helt overordnet bare en virkelig god film. Den er en anelse mere håbefuld end novellen; færre karakterer ender med at dø, OG der er meget mere Ace Merrill/Kiefer Sutherland i filmen, så det er endnu et af de få tilfælde, hvor jeg foretrækker adaptionen frem for det skrevne

Som en sidste lille detalje bliver jeg nødt til at nævne, at jeg har 100% sympati med den stakkels lossepladsbestyrer Milo og hans slet ikke så bidske vagthund, som drengene flygter fra og sidenhen håner og driller igennem hegnet. Asshole kids, altså. Jeg må også opponere mod den romantiske forestilling om, at man "aldrig får venner som dem, man havde da man var 12", for selvom jeg bestemt havde nogle gode venner dengang, har jeg nogle helt fantastiske venner nu. 

Jeg har selvfølgelig ikke glemt Different Seasons' sommerhistorie Apt Pupil, men jeg ville gerne lige nå at være med til at fejre jubilæet for Stand By Me, for den har virkelig betydet meget for mig de sidste 25 år. Jeg kan kun anbefale at man smækker filmen på en kold vinterdag, for den kan bestemt godt tåle et gensyn. 

there's never a next time, there's only a this time

 

Jeg har tænkt ekstra meget på min mor og min mormor den sidste tid, hvilket selvfølgelig også har lidt med årstiden at gøre. I dag er det ufattelige ni år siden min mor døde, og det kommer som altid til at lyde så banalt, når jeg prøver at forklare hvordan det føles. Men hun mangler i mit liv, og savnet er ikke blevet mindre på de ni år - det er nok bare blevet lidt nemmere at navigere rundt i og leve med, trods alt. Der var bare så meget, vi stadig skulle nå! Når jeg bladrer igennem gamle familiebilleder får jeg altid lyst til at tage flere sammen med min mor, og det kommer stadig som en overraskelse for mig, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg er lidt ked af, at jeg først fik en smartphone en måned før min mor døde - jeg har ikke arkivet fyldt med små videoklip eller billeder af min mor med diverse fjollede snapchat-filtre, og jeg savner især at kunne høre hendes stemme. I dag savner jeg lidt ekstra.

all the pieces where they ought to be

Som varslet skal vi kigge lidt nærmere på de snart pinligt store mængder jule-LEGO jeg har erhvervet mig de sidste par år, og jeg starter i dag med to af de mere fantasifulde byg. Min klare favorit udkom sidste år - nemlig det ultracharmerende 'Elf Club House'-sæt, der tilhører Winter Village-serien, som jeg er faldet pladask for (hvilket kan blive en dyr fornøjelse, da det meste er udgået). I øvrigt kalder jeg i det følgende alferne for nisser, for de arbejder tydeligvis på julemandens værksted, hvilket de er ret skarpe til - de har lavet nogle fine gaver ud fra den nice list, han har givet dem. 

Det er et virkelig hyggeligt sæt at bygge, og jeg er vild med de mange fine detaljer ved huset, hvor det skrå tag og lyskæderne især kommer til deres ret, ligesom jeg også er glad for sneen i vindueskarmene, sneskoene på facaden og den lille garage til slæden. Ved at dreje på uret vælter nisserne ud af køjesengen - lige ned til morgenmaden, der består af lækre vafler. Jeg håber i øvrigt, at de har en form for rotationssystem i deres sovearrangement, for det er reelt kun den øverste køjeindehaver, der kan ligge nogenlunde komfortabelt (indtil han bliver katapulteret flere meter ned på et hårdt gulv, selvfølgelig) - og den fjerde nisse har slet ikke en seng.  

Vaffelovnen er en lille genistreg i sig selv gemt i skorstenen. Et tryk på håndtaget på siden sender en vaffel direkte ned på panden, og nisserne må være glade for vafler, da det også er det eneste på tallerkenerne i stuen. Det nuttede rensdyr havde sin debut i dette sæt, og jeg er ikke overraskende vild med figuren, der er bygget på modellen af Harry Potters patronus. Helt overordnet vil min begejstring ingen ende tage, og hvis man kun skal have ét julesæt, synes jeg at Elf Club House er et godt bud. 

Men hvis man nu skal have to, er 2019's Gingerbread House nu også et imponerende byg; et virkelig flot hus spækket med fine detaljer og nogle overdrevet søde minifigurer - jeg elsker babyen, der bare er en 1x2 tile. Før 2019 var de fleste sæt i Winter Village-serien mere realistiske (hvis julemandens værksted da kan siges at være realistisk), men jeg er helt vild med disse mere magiske og fantastiske bygninger. Og honningkagehuset er SÅ flot - især vinduerne og taget er helt enestående, og så kan jeg godt leve med, at udformningen går lidt ud over indretningen indenfor.  

De brune plader er lidt for synlige og rå til mig, men det er en mindre detalje i et ellers meget charmerende hjem, hvor det meste er lavet af slik og søde sager. Især dobbeltsengen er en overvældende nuttet kiks! Tilsyneladende tager honningkagemænd både karbad (der ligger dog chokolade i bunden) og bruger toilettet, hvilket jeg synes er en super underlig - men ret sjov - inkludering. Til gengæld har de ikke problemer med at indtage deres måltider udendørs i frostvejr, men pejsen er selvfølgelig også lige ved siden af. Den kan i øvrigt lyse, hvilket er en fin detalje - der dog klart bliver overskygget af de flotte, glitrende, halvtransparente vinduesklodser, der ligner lækkert slik, og som bliver fint lyst op på selv en halvgrå vinterdag.

Gingerbread House er endnu et superfedt julesæt, og jeg er glad for at jeg nåede at hoppe tilbage på LEGO-bølgen inden disse to sæt nåede at udgå. De er stadig i handlen, men nok ikke i mange år endnu (altså ikke at jeg skal presse jer til noget - jeg har allerede fået en kollega til at bruge flere tusinde kroner på LEGO de sidste par måneder, fordi min entusiasme var smittende). Stay tuned for flere julesæt - de næste med selveste julemanden!     

I let my mind give in

Bang! Så blev det december, og jeg forstår ikke, hvor dagene bliver af. Til gengæld har jeg det faktisk en lille smule bedre, og jeg har - efter snart mange års erfaring - fundet ud af, at det er november, der trækker tænder ud for mig, og ikke december, selvom det var der, min mor døde. De første år uden hende havde jeg det meget svært med julen, men de sidste år er glæden langsomt vendt tilbage - især i form af min julebegejstrede niece. Og jeg føler faktisk, at jeg mistede min mor i november, for det var i månedens sidste dage, at hun havde det allerværst - i december var hun ikke længere vågen. På tirsdag er det ni år siden hun holdt op med at trække vejret, hvilket jeg heller ikke forstår noget af. 

Hvor julelysene og tvangshyggen førhen virkede næsten kvalmende på mig, er jeg nu igen gået all-in på en måned med lidt lys i mørket. Jeg sover stadigvæk meget dårligt om natten, men jeg er begyndt at møde lidt tidligere på arbejde (cykelstien er også dejlig tom lidt i seks), hvilket betyder at jeg kan nå en lille smule dagslys når jeg har fri. På min afdeling på arbejde har vi pakkekalender; i næste uge skal vi i Tivoli, og der er blevet pyntet op på kontoret med både rottelyskæder og julemus.
   

Herhjemme juler jeg også lidt, og jeg er lykkelig over, at stuen står (næsten) færdig, så jeg kan finde plads til både julekalendere og mit jule-LEGO. Jeg måtte jo købe chipskalenderen, der er som lavet til mig; min far har foræret mig både skrabe- og Kinderkalender, og årets Harry Potter-LEGO-kalender var også selvskreven. De sidste år har jeg købt LEGOs uimodståelige julehuse, og i år er det lyseblå vidunder flyttet ind. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg selvfølgelig kommer til at snakke meget mere om både chips og LEGO? Det bliver dog ikke nu, for jeg skal flade ud på vores nye sofa inden jeg skal arbejde i weekenden.