and the moon is the only light we'll see

Den første novelle i Different Seasons var den fremragende forårshistorie Rita Hayworth & The Shawshank Redemption med undertitlen Hope Springs Eternal, og det er svært at forestille sig en anden fra samlingen udfordre Shawshank på favoritværdigheden. Men efterårshistorien The Body med undertitlen Fall From Innocence giver den kamp til stregen, og filmatiseringen - Rob Reiner's Stand By Me - slår i mine øjne Shawshank med flere længder. I år har Stand By Me 35 års jubilæum, og mine yndlings-King-podcasts er svømmet over med dybdegående analyser og interviews med skuespillere og producenter - og alle er enige om, at også denne historie kan noget helt specielt. 

The Body er endnu en King-historie uden overnaturlige elementer, og den er egentlig overraskende enkel. Rammen er en forfatter, der ser tilbage på den sommer han havde i 1960, da han var 12 år gammel og boede i Castle Rock. Det er et indblik i et rørende venskab mellem fire venner, der alle på den ene eller den anden måde kommer fra dysfunktionelle familier, og som er meget overladt til sig selv. En sensommerdag begiver de sig ud for at finde en jævnaldrende, forsvundet dreng, og det bliver starten på et helt klassisk ud-og-hjem-eventyr, der indeholder tre ikoniniske hændelser; først på lossepladsen, dernæst den hæsblæsende flugt over en bro med toget lige i hælene, og så de ultraklamme igler, der bider sig fast på de panikslagne drenge. 

Turen er krydret med dybe samtaler drengene imellem, men også mindst lige så meget trash talk og platte jokes, og det er en fornøjelse at læse. Kulminationen på historien er selvfølgelig opdagelsen af den døde, forsvundne dreng og den efterfølgende konfrontation med überbøllen Ace Merrill (som vi ser meget mere til i Needful Things) og hans bande, der vil gøre "krav" på fundet af drengen, men det er klart beskrivelsen af et både helt særligt og samtidig helt almindeligt, tæt venskab mellem fire 12-årige der gør størst indtryk 

The Body er ikke decideret selvbiografisk, men Stephen King har trukket på minder og oplevelser, han selv havde i sin barndom – han var også tolv år gammel i sommeren 1960. Som nævnt er historien bygget op på en ret traditionel plotstruktur, men det fungerer til perfektion.  Novellen er helt eminent i sig selv og kan sagtens stå alene, men den har også fungeret som et springbræt for King til at kaste sig over mastodontfortællingen It, der også har disse meget tætte børnevenskaber som hovedelement. The Body er trods alt en noget mere simpel historie, der dog allerede her excellerer i sine karakterbeskrivelser. 

Det er svært at tale om The Body uden at have billederne fra 1986s Stand By Me kørende over nethinden, og da Rob Reiners filmatisering er så utroligt tro mod novellen og stemningen i den, synes jeg det giver mening at inddrage den i min beskrivelse af karaktererne. Stephen King er enig - efter han havde set filmen for første gang (alene, som han altid gør), kom han ud til instruktøren og producenterne med tårer i øjnene og udbrød "those were all my friends". Det er en af mine helt klare favoritfilmatiseringer, hvilket er lidt utroligt, når hovedrollerne er indtaget af børn. Men det ER simpelthen et af verdens bedste cast af børneskuespillere, hvilket jo ellers kan gå så grueligt galt. Det er tydeligt, at børnene blev castet med afsæt i deres egen personlighed; River Phoenix var altoverskyggende god som den alvorlige Chris, bedstevennen til den kloge og følsomme hovedperson Gordie, der også blev spillet lige i skabet af Wil Wheaton, som jeg siden har lært at kende i Star Trek TNG. Det er lidt specielt at se Stand By Me vel vidende at River Phoenix døde som ganske ung i 1993, og det har været rørende at lytte til interviews med medvirkende og producere i anledning af filmens jubilæum, for det var selvfølgelig noget, der påvirkede dem dybt. 

Corey Feldman og Jerry O'Connell var også gode som Teddy og Vern, men ud over Phoenix, er det en ung Kiefer Sutherland som skurken Ace Merrill jeg husker bedst. De yngre skuespillere var angiveligt også lidt bange for ham på settet, der ellers bliver nævnt som værende et helt fantastisk sted. Drengene blev sat sammen et par uger inden optagelserne startede, og de udviklede hurtigt et ægte venskab, som man nu kan, når man er ung teenager - og det bar pote under indspilningerne, hvor de havde en god dynamik. Deres samtaler virker for det meste enormt ægte, for selvfølgelig er det vigtigt at debattere, hvad man ville vælge, hvis man kun måtte spise én ting resten af sit liv. (Jeg må dog erklære mig stærkt uenig i cherry flavored Pez-svaret). 

Jeg har set filmen hundrede gange, og det er umuligt for mig ikke at have de nostalgiske briller på - og især scenen med iglerne har bogstaveligt talt givet mig mareridt flere gange. (Jeg har været ret skeptisk overfor igler siden jeg lærte om dem i Det Lille Hus på Prærien som helt lille, og det er jeg sådan set stadig.) Drengenes venskab er også udsprunget af et helt andet tidsbillede, hvor de kunne få lov til at være væk i to hele dage, uden deres forældre var synderligt bekymrede for dem eller vidste, præcis hvor de var. Den var nok ikke gået i dag, og jeg synes det er ærgerligt, at mulighederne for at børn kan gå på eventyr på egen hånd er stort set ikke-eksisterende - igler eller ej. 

Stand By Me er en af de allerstørste coming-of-age-film i både filmhistorien og for mig personligt. Børneskuespillet er næsten perfekt hele vejen igennem, og selvom den godt kan virke en anelse kunstig og cheesy i 2021, er det vigtigt at huske at den trods alt er 35 år gammel, og det er helt overordnet bare en virkelig god film. Den er en anelse mere håbefuld end novellen; færre karakterer ender med at dø, OG der er meget mere Ace Merrill/Kiefer Sutherland i filmen, så det er endnu et af de få tilfælde, hvor jeg foretrækker adaptionen frem for det skrevne

Som en sidste lille detalje bliver jeg nødt til at nævne, at jeg har 100% sympati med den stakkels lossepladsbestyrer Milo og hans slet ikke så bidske vagthund, som drengene flygter fra og sidenhen håner og driller igennem hegnet. Asshole kids, altså. Jeg må også opponere mod den romantiske forestilling om, at man "aldrig får venner som dem, man havde da man var 12", for selvom jeg bestemt havde nogle gode venner dengang, har jeg nogle helt fantastiske venner nu. 

Jeg har selvfølgelig ikke glemt Different Seasons' sommerhistorie Apt Pupil, men jeg ville gerne lige nå at være med til at fejre jubilæet for Stand By Me, for den har virkelig betydet meget for mig de sidste 25 år. Jeg kan kun anbefale at man smækker filmen på en kold vinterdag, for den kan bestemt godt tåle et gensyn. 

there's never a next time, there's only a this time

 

Jeg har tænkt ekstra meget på min mor og min mormor den sidste tid, hvilket selvfølgelig også har lidt med årstiden at gøre. I dag er det ufattelige ni år siden min mor døde, og det kommer som altid til at lyde så banalt, når jeg prøver at forklare hvordan det føles. Men hun mangler i mit liv, og savnet er ikke blevet mindre på de ni år - det er nok bare blevet lidt nemmere at navigere rundt i og leve med, trods alt. Der var bare så meget, vi stadig skulle nå! Når jeg bladrer igennem gamle familiebilleder får jeg altid lyst til at tage flere sammen med min mor, og det kommer stadig som en overraskelse for mig, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg er lidt ked af, at jeg først fik en smartphone en måned før min mor døde - jeg har ikke arkivet fyldt med små videoklip eller billeder af min mor med diverse fjollede snapchat-filtre, og jeg savner især at kunne høre hendes stemme. I dag savner jeg lidt ekstra.

all the pieces where they ought to be

Som varslet skal vi kigge lidt nærmere på de snart pinligt store mængder jule-LEGO jeg har erhvervet mig de sidste par år, og jeg starter i dag med to af de mere fantasifulde byg. Min klare favorit udkom sidste år - nemlig det ultracharmerende 'Elf Club House'-sæt, der tilhører Winter Village-serien, som jeg er faldet pladask for (hvilket kan blive en dyr fornøjelse, da det meste er udgået). I øvrigt kalder jeg i det følgende alferne for nisser, for de arbejder tydeligvis på julemandens værksted, hvilket de er ret skarpe til - de har lavet nogle fine gaver ud fra den nice list, han har givet dem. 

Det er et virkelig hyggeligt sæt at bygge, og jeg er vild med de mange fine detaljer ved huset, hvor det skrå tag og lyskæderne især kommer til deres ret, ligesom jeg også er glad for sneen i vindueskarmene, sneskoene på facaden og den lille garage til slæden. Ved at dreje på uret vælter nisserne ud af køjesengen - lige ned til morgenmaden, der består af lækre vafler. Jeg håber i øvrigt, at de har en form for rotationssystem i deres sovearrangement, for det er reelt kun den øverste køjeindehaver, der kan ligge nogenlunde komfortabelt (indtil han bliver katapulteret flere meter ned på et hårdt gulv, selvfølgelig) - og den fjerde nisse har slet ikke en seng.  

Vaffelovnen er en lille genistreg i sig selv gemt i skorstenen. Et tryk på håndtaget på siden sender en vaffel direkte ned på panden, og nisserne må være glade for vafler, da det også er det eneste på tallerkenerne i stuen. Det nuttede rensdyr havde sin debut i dette sæt, og jeg er ikke overraskende vild med figuren, der er bygget på modellen af Harry Potters patronus. Helt overordnet vil min begejstring ingen ende tage, og hvis man kun skal have ét julesæt, synes jeg at Elf Club House er et godt bud. 

Men hvis man nu skal have to, er 2019's Gingerbread House nu også et imponerende byg; et virkelig flot hus spækket med fine detaljer og nogle overdrevet søde minifigurer - jeg elsker babyen, der bare er en 1x2 tile. Før 2019 var de fleste sæt i Winter Village-serien mere realistiske (hvis julemandens værksted da kan siges at være realistisk), men jeg er helt vild med disse mere magiske og fantastiske bygninger. Og honningkagehuset er SÅ flot - især vinduerne og taget er helt enestående, og så kan jeg godt leve med, at udformningen går lidt ud over indretningen indenfor.  

De brune plader er lidt for synlige og rå til mig, men det er en mindre detalje i et ellers meget charmerende hjem, hvor det meste er lavet af slik og søde sager. Især dobbeltsengen er en overvældende nuttet kiks! Tilsyneladende tager honningkagemænd både karbad (der ligger dog chokolade i bunden) og bruger toilettet, hvilket jeg synes er en super underlig - men ret sjov - inkludering. Til gengæld har de ikke problemer med at indtage deres måltider udendørs i frostvejr, men pejsen er selvfølgelig også lige ved siden af. Den kan i øvrigt lyse, hvilket er en fin detalje - der dog klart bliver overskygget af de flotte, glitrende, halvtransparente vinduesklodser, der ligner lækkert slik, og som bliver fint lyst op på selv en halvgrå vinterdag.

Gingerbread House er endnu et superfedt julesæt, og jeg er glad for at jeg nåede at hoppe tilbage på LEGO-bølgen inden disse to sæt nåede at udgå. De er stadig i handlen, men nok ikke i mange år endnu (altså ikke at jeg skal presse jer til noget - jeg har allerede fået en kollega til at bruge flere tusinde kroner på LEGO de sidste par måneder, fordi min entusiasme var smittende). Stay tuned for flere julesæt - de næste med selveste julemanden!     

I let my mind give in

Bang! Så blev det december, og jeg forstår ikke, hvor dagene bliver af. Til gengæld har jeg det faktisk en lille smule bedre, og jeg har - efter snart mange års erfaring - fundet ud af, at det er november, der trækker tænder ud for mig, og ikke december, selvom det var der, min mor døde. De første år uden hende havde jeg det meget svært med julen, men de sidste år er glæden langsomt vendt tilbage - især i form af min julebegejstrede niece. Og jeg føler faktisk, at jeg mistede min mor i november, for det var i månedens sidste dage, at hun havde det allerværst - i december var hun ikke længere vågen. På tirsdag er det ni år siden hun holdt op med at trække vejret, hvilket jeg heller ikke forstår noget af. 

Hvor julelysene og tvangshyggen førhen virkede næsten kvalmende på mig, er jeg nu igen gået all-in på en måned med lidt lys i mørket. Jeg sover stadigvæk meget dårligt om natten, men jeg er begyndt at møde lidt tidligere på arbejde (cykelstien er også dejlig tom lidt i seks), hvilket betyder at jeg kan nå en lille smule dagslys når jeg har fri. På min afdeling på arbejde har vi pakkekalender; i næste uge skal vi i Tivoli, og der er blevet pyntet op på kontoret med både rottelyskæder og julemus.
   

Herhjemme juler jeg også lidt, og jeg er lykkelig over, at stuen står (næsten) færdig, så jeg kan finde plads til både julekalendere og mit jule-LEGO. Jeg måtte jo købe chipskalenderen, der er som lavet til mig; min far har foræret mig både skrabe- og Kinderkalender, og årets Harry Potter-LEGO-kalender var også selvskreven. De sidste år har jeg købt LEGOs uimodståelige julehuse, og i år er det lyseblå vidunder flyttet ind. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg selvfølgelig kommer til at snakke meget mere om både chips og LEGO? Det bliver dog ikke nu, for jeg skal flade ud på vores nye sofa inden jeg skal arbejde i weekenden. 

now believe that magic works

Jeg har været en hurtig tur i Nordjylland i weekenden til min nieces fire-års fødselsdag, og det var meget tiltrængt og dejligt at se min familie igen. Jeg prøvede ihærdigt på ikke at købe alt for mange gaver til min niece, men det er virkelig svært at begrænse sig, når et helt nyt marked pludselig åbner sig for én. Vi har spillet pruttespil med Onkel Reje og bygget en fin julepingvin, men det var nok i virkeligheden spirografen (jeg måtte selv lige google navnet) til en femmer fra Søstrene Grene, der imponerede mest. 

Til min fødselsdag i foråret forærede min søster mig billetter til "The Magical Music of Harry Potter", og i går havde vi en helt forrygende søsterdag med tapas på Caféministeriet og efterfølgende koncert. Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, men det var en både sjov, smuk og rørende oplevelse, og det var helt specielt at høre musikken fra et af mine favorituniverser fremført af et symfoniorkester. 

Offentlig transport er praktisk talt ikke-eksisterende hos min søster (bevares, jeg kan tage med skolebussen til Aabybro klokken seks og syv om morgenen, det må da være rigeligt), og det gælder om at tage imod et lift, når man kan - så jeg havde lidt ekstra tid i lufthavnen inden jeg skulle flyve hjem i eftermiddags. På trods af Jyllands-Posten og Faxe Kondi frem for Politiken og Coca Cola var det faktisk en ganske rar pause i en tom, solbeskinnet lounge med udsigt over lufthavn og fjord, og på den efterfølgende flyvetur sank jeg helt ned i sædet og beundrede skyerne. Udover den åbenlyse fordel ved den forkortede rejsetid, nyder jeg hver gang også godt af selve flyveturen, der på både banal og bogstavelig vis får mig til at se tingene lidt fra oven og komme tættere på lyset. 

he had the moves to save the day

Jeg har faktisk aldrig været den helt store Disney-fan; det er de færreste af filmene, jeg har set mere end én gang - og det er kun Løvernes Konge, jeg har det helt særlige, nostalgiske forhold til. Jeg kan godt lide dem, men det er andre tegnefilm som Valhalla, Silver Fang og Nisselægen David, der dominerede min barndom. Og jeg er faktisk lidt usikker på, om jeg nogensinde har set Disneys Peter Plys. Bøgerne husker jeg lidt bedre (jeg har altid været gladest for Æsel), men der har været meget andet, der har gjort mere indtryk på mig. Jeg var dog ikke et øjeblik i tvivl om jeg skulle eje LEGO-sættet, for jeg er vild med at bygge træer og glad for kraftige farver, og 899,- er en helt rimelig pris. 

Sættet er lanceret med 18+ anbefaling, hvilket måske er lidt unødvendigt - men samtidig et dejligt signal til, at man er mere end velkommen til at bygge med som voksennørd. Jeg er helt betaget af Peter Plys' udfoldelige hus, og det er virkelig elegant bygget ind i det flotte træ. Karaktererne er super nuttede, og jeg synes overordnet at det er lykkedes godt med at konvertere dem til LEGO-figurer, selvom jeg synes Peter Plys skulle have haft kortere ben - han ser slet ikke chubby ud, og det er synd. Men Tigerdyret og Æsel er helt fantastiske, og det var en god løsning at lave sidstnævnte som ét helt, unikt element, frem for at prøve med eksisterende klodser - det kan også blive for søgt. 

De klare, lyse farver trækker helt klart også op for mig. Taget på huset er charmerende, og både træet og skovbunden er klædt i lysegrønt, ligesom selve træstammen er bygget op af lysere elementer, end der normalt bruges til LEGO-træer. Bier, snegle, svampe og en nuttet mariehøne fuldender skovhyggen, og der hygges videre inde i huset, der er spækket med referencer fra bøgerne. Det var en virkelig behagelig byggeoplevelse, og jeg er glad for at have sættet i min samling. 

and agree on the same wares

 

Jeg prøver at få gjort nogle af de ting, der gør mig glad, og selvom overskuddet ikke helt er til timelange venindeaftaler, kan jeg næsten altid lokkes en tur i vandet. Det er ikke sådan rigtig koldt endnu, men det passer mig nu ganske fint. 

Det meste af min energi er den sidste tid gået med at stresse over stuen, som jeg nævnte tidligere. Det er måske ikke SÅ underligt - når man bor på bare 65 m², betyder det trods alt ret meget, at det største rum ikke kan bruges i flere uger. Vores første håndværker brændte os i øvrigt også af - han "havde ikke lige et CVR-nummer", men ved et sandt mirakel kunne en anden træde til i hans sted, så vi blev ikke yderligere forsinkede. Han ordnede væggene; i weekenden malede min mand og jeg (jeg er panel- og karmekspert), og i dag er der blevet lagt gulv. Nu mangler vi bare listerne, og så kan vi snart rykke ind i en lys og indbydende stue - jeg har drømt om et andet gulv i samtlige tretten år, jeg har boet her, så det krævede fejring med kage og cola i eftermiddags.

I går tog vi et smut i IKEA, hvilket normalt er en af mine favoritbeskæftigelser, men på min mands hadeliste. Meget sigende for min generelle tilstand kunne jeg dog næsten ikke overskue det i går, og SÅ sjovt er det heller ikke at tage 150S sammen med resten af byen - men min mand er heldigvis gået all-in på lejlighedsprojektet, så hans smittende entusiasme kombineret med shoppingudløst dopamin gjorde det til en virkelig hyggelig eftermiddag. 

and I'm not sadder for seeing it come

Jeg har snakket med min læge - det gav ikke rigtigt mening at vente en hel uge, eftersom jeg har grædt minimum én gang om dagen de sidste fem dage; har heftige tvangstanker OG er begyndt at vågne midt om natten uden at kunne falde i søvn igen. Yay! Det er svært at sætte ord på hvad der foregår i mit hoved, og det er en bizar oplevelse at være opmærksom på, at man gradvist får det værre - uden umiddelbart at kunne gøre noget ved det. Det er efterhånden også så velkendt en følelse for mig, at den næsten er forventet på denne tid af året - hvilket på en eller anden måde gør det en lille smule nemmere at acceptere og forstå. Jeg finder stor genkendelse og en underlig glæde i de mange, mange depressions-memes jeg falder over på nettet, men det betyder ikke, at jeg tager let på det.  

Jeg kan mærke, at det ikke er helt så nemt for mig at skrive om mit mentale helbred som det var engang. Og jeg ved ikke helt, hvor skoen trykker, for jeg er egentlig ret okay med at sige det højt og lægge både navn og ansigt til, men jeg tror det handler om, at det altid er nemmest at fortælle om, når man er "på den anden side". Men faktum er, at jeg har OCD, dystymi og tendens til depressioner - og det bliver jeg nok ved med at have. Og sådan er det! Det betyder ikke, at jeg aldrig er glad eller aldrig har det godt. Jeg har læst et fremragende essay af Anna Borges, der meget præcist sætter ord på mange af mine følelser, men jeg må lige advare - selvom jeg egentlig finder det ret optimistisk, kan det måske godt være hård læsning for nogle.  

watch your feet for cracks in the pavement

 

Happy Halloween! Eller, det var det i hvert fald for et par dage siden, men som med så meget andet i øjeblikket halter jeg også lidt bagefter på dén front. Og så var der noget helt lavpraktisk med at få taget billeder i noget, der bare mindede om dagslys, for der er da godt nok blevet slukket for solen nu. Men jeg er rigtig glad for min Halloween-ugle, der også gemmer på en uhyggelig, nuttet hemmelighed i bunden, så den får lov til at stå fremme lidt endnu. Det er vel teknisk set også bare en ugle. Og så fik jeg endelig klædt træet i efterårsfarver! 

Ellers har jeg det lidt bare sådan her - igen. Jeg har oprigtig svært ved at vurdere om jeg reagerer naturligt på, at der foregår ALT muligt omkring mig i et afsindigt tempo, eller om jeg lige bør svinge forbi min læge og få sat min medicindosis lidt op. Jeg hælder til det sidste, men jeg giver det lige en uges tid mere, for jeg har lige fået afklaring på en af de ting, der har stresset mig ekstremt den sidste uge - lejligheden ovenover blev nemlig sat til salg, og vi har 14 dage til at beslutte os for, om vi skal rykke op under taget. Og jeg har faktisk gået og ventet på det - for jeg er nok lidt ekstra støjfølsom, og jeg tror jeg kunne finde ro i at bo øverst oppe. Det ville dog koste os omkring 150.000 kr. at rykke op til bedre lys og lyd - men til et meget mindre køkken og badeværelse. Argh! Men en frelsende engel kom ind fra siden - vores søde underbo i stueplan drømmer også om altan, så hun vil meget gerne flytte længere op - og om hun så skulle holde fest hver weekend, er det stadig en helt anden støj end en (ellers meget sød og hensynsfuld) familie på fire. Så vi får stadig håndværkerbesøg i næste uge (hvilket også stresser lidt), og lige om lidt er vores stue både nymalet og med nyt gulv og ny sofa. Det har også kun taget halvandet års tid! Hurra!