Jeg har snakket med min læge - det gav ikke rigtigt mening at vente en hel uge, eftersom jeg har grædt minimum én gang om dagen de sidste fem dage; har heftige tvangstanker OG er begyndt at vågne midt om natten uden at kunne falde i søvn igen. Yay! Det er svært at sætte ord på hvad der foregår i mit hoved, og det er en bizar oplevelse at være opmærksom på, at man gradvist får det værre - uden umiddelbart at kunne gøre noget ved det. Det er efterhånden også så velkendt en følelse for mig, at den næsten er forventet på denne tid af året - hvilket på en eller anden måde gør det en lille smule nemmere at acceptere og forstå. Jeg finder stor genkendelse og en underlig glæde i de mange, mange depressions-memes jeg falder over på nettet, men det betyder ikke, at jeg tager let på det.
Jeg kan mærke, at det ikke er helt så nemt for mig at skrive om mit mentale helbred som det var engang. Og jeg ved ikke helt, hvor skoen trykker, for jeg er egentlig ret okay med at sige det højt og lægge både navn og ansigt til, men jeg tror det handler om, at det altid er nemmest at fortælle om, når man er "på den anden side". Men faktum er, at jeg har OCD, dystymi og tendens til depressioner - og det bliver jeg nok ved med at have. Og sådan er det! Det betyder ikke, at jeg aldrig er glad eller aldrig har det godt. Jeg har læst et fremragende essay af Anna Borges, der meget præcist sætter ord på mange af mine følelser, men jeg må lige advare - selvom jeg egentlig finder det ret optimistisk, kan det måske godt være hård læsning for nogle.
Jeg håber snart du får det bedre. Jeg tror også at åbenhed er vejen frem. Tak fordi du deler.
SvarSlet- C.
Ja, tak fordi du deler. Det er så vigtigt. <3
SvarSletDet lyder som en tung tid, jeg sender kærlige tanker.
/HemmeLine
Tusind tak, begge to - det betyder meget, at I kommenterer på indlæg som disse. <3
SvarSletHvor er det et tankevækkende essay! Det er så svært for mig at forstå, at følelsen af ikke at have lyst til at leve, ikke nødvendigvis er voldsom/forfærdelig, men faktisk kan være helt hverdagsagtigt. At kalde det hverdagsagtigt er bare så vildt, synes jeg - og det er vel netop det der er pointen! Det er jo umuligt at snakke med typer som mig om sådan nogle ting, for det vil altid være noget ala "ÅH NEJ DET ER DA FORFÆRDELIGT", fordi det ja er forfærdeligt, men ja, det er også hverdagsagtigt. Og der kan jeg sagtens se, at jeg i hvert fald har nogle reaktioner, jeg bør genoverveje og arbejde med. Den her sætning ramte mig i hvert fald: "if I can live with the discomfort of wanting to die sometimes, people can live with the discomfort of knowing about it." Ja, det burde vi/jeg faktisk godt kunne klare.
SvarSletJeg kan virkelig godt forstå, at det ikke er sjovt at fortælle om! Jeg synes det er så mega godt at du gør det - du gør mig klogere og nedbryder fordomme.
Sidst men ikke mindst, så er jeg naturligvis stor fan af alle de fantastiske memes, og der er vel også et eller andet terapeutisk ved at kunne grine af noget så usjovt som depression og dystymi. Du er den bedste ❤️
Tusind, tusind tak for en grundig og ærlig kommentar - du har lige præcis fanget essensen af dét, jeg prøvede at komme igennem med (eller essayet gjorde). Det har også taget mig mange år at nå til den erkendelse, men mine følelser eller tanker forsvinder jo ikke, bare fordi jeg ikke fortæller dem til nogen - snarere tværtimod. Det har været en ENORM hjælp at støde på andre, der har de samme tanker og følelser for mig, og det er helt klart et af mine floating devices at vide, at det ikke er helt unormalt at tænke som jeg gør. Og for mig hjælper memes også - jeg prøver at være meget bevidst om ikke at være alt for sarkastisk og distanceret i min snak om depression, men nogle gange er det altså dét, der skal til, og det kan godt afdramatisere en tur ned af en virkelig dårlig spiral. :) DU er den bedste! Det betyder virkelig meget, at du giver dig tid til at læse, reflektere og dele dine tanker. Tak! <3
Slet