15 november 2021

and agree on the same wares

 
Jeg prøver at få gjort nogle af de ting, der gør mig glad, og selvom overskuddet ikke helt er til timelange venindeaftaler, kan jeg næsten altid lokkes en tur i vandet. Det er ikke sådan rigtig koldt endnu, men det passer mig nu ganske fint. 

Det meste af min energi er den sidste tid gået med at stresse over stuen, som jeg nævnte tidligere. Det er måske ikke SÅ underligt - når man bor på bare 65 m², betyder det trods alt ret meget, at det største rum ikke kan bruges i flere uger. Vores første håndværker brændte os i øvrigt også af - han "havde ikke lige et CVR-nummer", men ved et sandt mirakel kunne en anden træde til i hans sted, så vi blev ikke yderligere forsinkede. Han ordnede væggene; i weekenden malede min mand og jeg (jeg er panel- og karmekspert), og i dag er der blevet lagt gulv. Nu mangler vi bare listerne, og så kan vi snart rykke ind i en lys og indbydende stue - jeg har drømt om et andet gulv i samtlige tretten år, jeg har boet her, så det krævede fejring med kage og cola i eftermiddags.

I går tog vi et smut i IKEA, hvilket normalt er en af mine favoritbeskæftigelser, men på min mands hadeliste. Meget sigende for min generelle tilstand kunne jeg dog næsten ikke overskue det i går, og SÅ sjovt er det heller ikke at tage 150S sammen med resten af byen - men min mand er heldigvis gået all-in på lejlighedsprojektet, så hans smittende entusiasme kombineret med shoppingudløst dopamin gjorde det til en virkelig hyggelig eftermiddag. 

2 kommentarer:

  1. I er så seje! At undvære dele af sit hjem er min absolutte hadeting, og de to måneder hvor de lavede gulv, malede og satte døre i vores underetage (tog lang tid pga. heftig underbemanding fordi det var sommerferie og hele landet svømmede over på een gang pga. skybrud x mange), var jeg altså lidt småhysterisk inden i, hele tiden. Bare liiige lidt, sådan under overfladen. Er alt for kontrolsyg til den slags.
    Jeg har heldigvis også en rolig og ukuelig mand i huset; det smitter heldigvis lidt. Og holder løven i bur 😂😇.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde kommentar, Anne! Det er nemlig det totale kontroltab der stresser mig lidt - og vi skulle trods alt kun have håndværkere gående i en uge! To måneder lyder helt uoverskueligt, men resultatet er jo heldigvis blevet så smukt. <3

      Slet