Happy Halloween! Eller, det var det i hvert fald for et par dage siden, men som med så meget andet i øjeblikket halter jeg også lidt bagefter på dén front. Og så var der noget helt lavpraktisk med at få taget billeder i noget, der bare mindede om dagslys, for der er da godt nok blevet slukket for solen nu. Men jeg er rigtig glad for min Halloween-ugle, der også gemmer på en uhyggelig, nuttet hemmelighed i bunden, så den får lov til at stå fremme lidt endnu. Det er vel teknisk set også bare en ugle. Og så fik jeg endelig klædt træet i efterårsfarver!
Ellers har jeg det lidt bare sådan her - igen. Jeg har oprigtig svært ved at vurdere om jeg reagerer naturligt på, at der foregår ALT muligt omkring mig i et afsindigt tempo, eller om jeg lige bør svinge forbi min læge og få sat min medicindosis lidt op. Jeg hælder til det sidste, men jeg giver det lige en uges tid mere, for jeg har lige fået afklaring på en af de ting, der har stresset mig ekstremt den sidste uge - lejligheden ovenover blev nemlig sat til salg, og vi har 14 dage til at beslutte os for, om vi skal rykke op under taget. Og jeg har faktisk gået og ventet på det - for jeg er nok lidt ekstra støjfølsom, og jeg tror jeg kunne finde ro i at bo øverst oppe. Det ville dog koste os omkring 150.000 kr. at rykke op til bedre lys og lyd - men til et meget mindre køkken og badeværelse. Argh! Men en frelsende engel kom ind fra siden - vores søde underbo i stueplan drømmer også om altan, så hun vil meget gerne flytte længere op - og om hun så skulle holde fest hver weekend, er det stadig en helt anden støj end en (ellers meget sød og hensynsfuld) familie på fire. Så vi får stadig håndværkerbesøg i næste uge (hvilket også stresser lidt), og lige om lidt er vores stue både nymalet og med nyt gulv og ny sofa. Det har også kun taget halvandet års tid! Hurra!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar