02 marts 2022

people are strings that we never untie

 

Det har været en virkelig underlig uge. I sidste uge var jeg igen-igen-igen helt sikker på, at jeg havde fået corona, og denne gang blev jeg faktisk hjemme fra arbejde i et par dage. Ingen corona, dog - og heldigvis for dét, for lørdag skulle jeg i byen med mine to gode veninder fra gymnasiet. I år har jeg kendt dem i tyve år, og vi havde endelig fundet plads i kalenderen til at gå ud - og dét gjorde vi. Vores logeopsparing tillod os at flotte os lidt, så vi startede med at spille petanque på Boulebar med tilhørende bobler (jeg tabte stort) før vi spiste en absurd lækker middag på den feststemte restaurant Llama. 

Vi var slet ikke færdige med at hygge os, så vi gik på bar, indtil de lukkede. Det var... festligt. Jeg har altid spekuleret på hvem der kunne finde på at spise de ultraklamme, syltede æg, der står i krukker på diverse bardiske, og nu kender jeg svaret - det kan jeg åbenbart, når bare jeg er fuld nok. Mine veninder har tidligere hjulpet ivrigt med chipsanmeldelser; blandt andet da vi var på ferie sammen i Irland, så vi kastede os ud i at smage på Pipers, som jeg utroligt nok ikke har fået anmeldt endnu. Mine noter er dog fra klokken 01.44 og lyder sådan her: "God aroma, mild vinegar, pub friendly. Burde have mere vinegar. Sea salt and vineger den med salt ikke 15 kr. Ost klart den bedste! 9 fra C og færing, 8 fra S og mig. Anden færing kan bedst lide salt" - så det kan jeg ikke bruge til super meget.

Søndag troede jeg, at jeg skulle dø, og da jeg egentlig bare fik det værre mandag, måtte jeg indse, at det nok ikke kun var tømmermænd, men at jeg var blevet syg igen (eller ikke var blevet rask...). Jeg har haft et par dage med feber, kvalme og muskelsmerter, men stadig ingen corona, og nu er jeg endelig blevet frisk nok til at tage på arbejde i morgen. Jeg har et absurd lavt sygefravær, men har alligevel vanvittigt dårlig samvittighed over den sidste uges sygdom, så det skal blive godt at komme tilbage til normalen. 

Der er naturligvis andre ting, der også fylder i øjeblikket, men det har jeg simpelthen ikke noget klogt at skrive om, og jeg vil hellere helt lade være, end at gøre et halvhjertet forsøg. 

2 kommentarer: