I like potato chips, moonlight and motor trips

Nye chipsvarianter er en trofast konstant i mit liv, og denne gang har jeg kigget nærmere på tre helt særlige Pringlesrør; nemlig dem min fantastiske læser Carina havde med hjem til mig fra Spanien. Det første rør, der i øvrigt også flashede det nye design (der er forfærdeligt)  havde smag af skinke, og chipsene smagte lige som de skulle. Jeg synes, at de var overraskende gode, og nu siger jeg noget kontroversielt, men de smagte faktisk lidt af baconchips, som jeg ellers hader intenst. De var dog hundrede gange bedre, fordi det er Pringles og ikke de underligt luftige tivolisnacks, og både min mand og jeg giver dem et otte-tal. Det er er en høj karakter for os begge; han er ikke normalt kæmpe fan af Pringles, og jeg er normalt heller ikke glad for kødsmag i mine chips. 

Jeg var mest spændt på at smage Ham & Cheese-varianten - jeg er ret forudsigelig, når der er ost i farvandet - men førstehåndsindtrykket var desværre mere skinke end ost. Chipsene smager af en rigtig god toast, og under skinkesmagen er der en dejlig smag af en lækker ost, der dog gerne måtte have været mere dominerende for min skyld. De får et pænt otte-tal.  

Det sidste rør var med Medium Kickin' Sour Cream, hvilket også giver anledning til at reflektere lidt over min karaktergivning, der jo baserer sig på dette rørs klassiske fætter med Sour Cream & Onion, der opnår topkarakteren ti. Og hvis jeg skulle vælge, ville jeg altid gå til dem - og kan jeg så virkelig retfærdiggøre at give denne nye variant et otte-tal? Bevares; det er spændende med chili-delen, men i virkeligheden trækker den jo bare ned - selvom jeg må give den point for at smage lidt af chili bernaise. Det var tre spændende varianter, og jeg sender lige endnu en kærlig tanke mod Carina. <3 

Jeg nævner det ofte, men jeg forudser virkelig ikke, at jeg nogensinde løber tør for nye chipsvarianter at anmelde. Før jeg overhovedet kan arbejde mig igennem alle de tilgængelige poser på bare det danske marked, kommer der hele tiden overraskelser ind fra venstre; enten fra gode venner, min mand eller simpelthen bare nye varianter fra de store mærker. Og dette forår er KiMs på banen med to eksotiske poser, der skal bringe tankerne hen på sommer og solskin. 

Den første variant hedder 'Cancun' og er med taco-krydderi. Der er ikke så meget slinger i valsen; de smager af hvidløg, chili og oregano, og heldigvis ikke alt for meget af rød peber. Der er dog lidt mere salsa end taco over smagen, men det gør ikke noget, for smagen passer glimrende til de småtbølgede kartoffelchips, der altid er gode, når der står KiMs på posen. Min mand havde håbet på lidt mere tex mex-smag og giver lidt slukøret et otte-tal; jeg giver det samme, men er ganske godt tilfreds. 

Den anden variant hedder 'Marrakech' og er med en harissa-krydderiblanding, der består af hvidløg, tomat, persille og lidt chili - og det er præcis dét, de både dufter og smager af. Der er lidt marrokansk barbecue-smag over dem, uden det nødvendigvis betyder en kødsmag, og de ville helt sikkert være rigtig gode til dip. Der er også kommen i en rigtig harissa-blanding, og min mand mener også at kunne smage det i chipsene, og han ender med et flot ni-tal. Jeg kan kun give dem syv - smagen er ikke lige mig, men konceptet er godt. 

Da der stadig lå sne på jorden, overraskede min mand mig med en sand mexicansk gamechanger; nemlig de i Sydamerika særdeles populære Takis, der er sammenrullede majstortillachips med et hav af forskellige smage - mange af dem i den stærke ende. De er sygt fråderen!!! De er på størrelse med en cigaret, og udformningen giver én lyst til at spise dem - og så har de en virkelig lækker, næsten porøs konsistens med det helt perfekte crunch. Der findes som sagt mange, mange forskellige varianter, men i denne omgang har vi prøvet syv forskellige. 

Vi startede med den lilla pose, 'fuego', med chili og lime, der hele tiden smagte af lidt mere, selvom de egentlig var for stærke til vores smag. Men de smagte netop både stærkt og friskt, hvilket var et klart plus, og de får et ni-tal af min mand og et otte-tal fra mig. Der var ikke nogen chiliangivelse på denne pose, hvor de andre advarede med f.eks. fire ud af seks chilier. 

Next up var den gule pose med salsa brava-smag, der duftede ret kraftigt af rød peber. De smagte dog heldigvis meget mere af en tomatsalsa, og de ville være perfekte til øl. De er ikke alt for stærke, og i denne pose var den underliggende majssmag mere gennemtrængende - også end hos f.eks. Doritos -  hvilket kun var en god ting. De har alle nogle ret intense farver alt efter hvad de smager af, og jeg er helt ærgerlig over jeg ikke fik samlet nogle forskellige til fotografering. Min mand sender et otte-tal efter den gule pose, imens jeg holder mig på syv.

Den tredje variant havde jeg glædet mig meget til, for de var med guacamole-smag og dyppet i grønt snask. De holder hvad de lover, for på posen er guacamolen ledsaget af jalapeños, der var meget gennemtrængende i smagen. Jeg synes desværre det gjorde dem en anelse for stærke, og jeg ville gerne have smagt dem uden - men de var helt bestemt meget lækre. Der var to deformiteter i posen med mange folder og ekstra meget krydderi; det gør mig normalt skeptisk, men her var mutanterne enormt lækre. Min mand er endnu engang gavmild og giver ni, imens jeg giver et stort otte-tal.  

Vi var lidt nervøse for at smage den røde pose med lovning på xtra hot intensidad maxima, men til at starte med var de slet ikke så stærke som frygtet. De smagte lidt som rullerne fra den lilla pose; af lidt chili/paprika/salsa og måske en anelse for salte, men snart kommer det stærke snigende og overrumpler alle smagsløg. Jeg kunne mærke mit hjerte banke en lille smule hurtigere, og så ved jeg, at de er for stærke for mig. Jeg giver dem dog alligevel et syv-tal, for jeg kan godt lide, når en variant går hele vejen, og min mand giver dem otte af samme årsag - hvilket er ret højt for noget, han nærmest ikke kunne spise - og spekulerer i at servere dem til en fest. 

Den rødorange pose lovede 'queso TNT', og selvom jeg så frem til ostesmagen, var jeg også forberedt på at de nok mest af alt igen ville smage af chili, hvilket de i hvert fald også duftede af. Men de smagte faktisk overraskende meget af ost; en helt uskadelig, cheddarlignende sag, der bragte tankerne hen på en klassisk omgang cheesy nachos. Forudsigeligt nok var disse mine favoritter, og jeg giver dem et ni-tal - min mand var også glad for dem og giver det samme, men han fandt paradoksalt nok ostesmagen lidt for dominerende(!). Vi synes selve chippen er bedre end Doritos' grundchip, mens dennes 'nacho cheese'-smag dog lige er en anelse bedre.

Den sidste pose i første omgang bød på intet mindre end en random variant, der smagte af en slags sød tomatsauce; måske med et pift af noget rejecocktail/ketchup-lignende Thousand Island-med-chili. Min mand er ret begejstret, men vil ikke give topkarakter til en ukendt variant, så vi ender begge på endnu et flot ni-tal til en pose, som internettet siger blandt andet smager af hvidløg.

Takis var generelt en stor succes - så stor, at min mand blev særdeles grebet af stemningen og købte en ENORM pose med blå Takis og lovning på mere intensidad maxima. Vi havde generelt lidt udfordringer med at differentiere mellem 'extreme', 'experto' og 'intensidad maxima' - OG de forskellige chiliangivelser, men for nemhedens skyld kan jeg præcisere, at de alle var ret stærke. Ligesom der findes blå kartofler findes der også blå majs, og jeg var lidt spændt på, om man kunne smage forskellen - men det ser ud til, at den helt vilde, kunstige blå farve udelukkende sidder i pulveret. Det er en fascinerende farve, men for mig trækker det altså lidt ned, at majsmelet er præcis det samme som hos de andre, når der nu rent faktisk var mulighed for at lave noget med blå majs. Selve smagen adskiller sig heller ikke voldsomt fra de andre- der er smag af barbecue, lime og chili, og min mand synes også han kan smage et hint af bacon. Vi ender på et syv-tal og med en gigantisk pose, vi spiste af i over en uge (det er uhørt for en chipspose i vores hjem!). 

Jeg er ret sikker på, at KiMs kartoffelpinde med havsalt har været på markedet i et stykke tid - de minder mig i hvert fald om barndom og camping og kanoture på Gudenåen, og det alene er et klart, omend meget subjektivt plus. Kartoffelpinde er normalt ikke det allermest sindsoprivende, men disse er perfekt afstemt mellem salt og olie og har en utroligt lækker konsistens, og jeg overvejer næsten at give dem et lille ni-tal. Min mand giver dem otte, og han har nok ret i, at de alene pga. typen ikke burde kunne opnå en topkarakter - men de er bare så lækre!

Dagens sidste pose er fra Sverige, hvor Estrella lokker med Västkust Chips med hvidløg, purløg og chili. Der er skruet godt op for designet på posen, hvor man bagpå også kan hilse på en af kartoffelavlerne, og selvom det også er lidt kikset, fangede posen bestemt mit blik med den smukke solnedgang. De lover også at være de allersprødeste - og det var de; det var nogle utroligt lækre, tykke, bølgede, grove kartofler med skal, og der var et helt andet crunch i dem end hvad jeg er vant til - især fra Estrella. Purløg kunne man ikke rigtigt smage, imens den dominerende ingrediens heldigvis var hvidløg og ikke chili, og de ender faktisk med et flot ni-tal fra både min mand og jeg - der er ikke meget, der kan gøres bedre.