Jeg har tidligere nævnt hvordan det førhen har været svært for mig at gå til frisøren - ikke på grund af pengene, for jeg vil gerne betale for godt håndværk, men fordi jeg er så afsindig dårlig til at smalltalke. Og så har jeg det svært med, at det så ubetinget handler om mig; og det er noget, der ikke er strengt nødvendigt ligesom at gå til tandlæge eller i terapi (jeg har dog fundet verdens bedste og sødeste frisør i Anne Ravn - hende kan jeg snakke helt naturligt med, og hun forstår mit mærkelige, tynde hår). Af samme årsag har jeg kun en enkelt gang fået en ansigtsbehandling sammen med mine gode veninder, og indtil for nylig har jeg kun fået massage én gang i mit liv; nemlig på ferie med min mor i Tyrkiet i 2006.
Min arbejdsplads har en sundhedsordning der tilbyder fysioterapi, massage og kropsterapi, men på grund af ovenstående årsager skulle det tage mig fem år at begynde at benytte mig af tilbuddet. Min søde kollega lod mig lidt spontant overtage hendes tid for et par måneder siden, og den enormt sympatiske behandler forsikrede mig om, at massage skam også kan være forebyggende. Desuden har jeg jo rent faktisk et relativt hårdt fysisk job, så det giver nok god mening at passe lidt på den - så i sidste uge havde jeg mit fjerde besøg på briksen. Jeg må være helt ærlig og sige, at jeg har været lidt skeptisk omkring kropsterapi, og noget af det virker lige specielt nok for mig, men denne gang kunne min behandler mærke nogle ekstra spændinger hos mig, hvilket ikke er overraskende, men stadig fascinerende. Og pludselig virkede det ikke helt så dumt at prøve at trække vejret med hjertet imens hun udøvede magi på min krop.
Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at der er nogle ting, der er blevet lettere for mig. Jeg har meget, meget nemmere ved at navigere rundt i hverdagen nu end for ti-femten år siden, og det øver jeg mig i at huske på. Jeg er blevet meget mere åben og mindre fordomsfuld, og så har jeg med alderen også fået lidt nemmere ved at se igennem fingrene med både mine egne og andres fejl. Det er okay at fejle, og jorden går ikke under, selvom det hele ikke er perfekt. Når tingene er hårde, har jeg svært ved at få ro på tankerne, og jeg griber fat i hvert eneste, flygtige scenarie, der opstår i mit hoved og følger det til ende - men jeg kan til gengæld gå på trapper uden at tælle, og jeg føler f.eks. ikke længere at det er tvingende nødvendigt at se alle rulletekster (og alt ekstramateriale) til de film jeg ser - og så kan jeg generelt bevæge mig rundt i København med en noget større lethed, eftersom jeg ikke har dødsangst for metroen og ikke tror på apokalypsen, hvis jeg ikke får mit sædvanlige sæde i bussen. Så kan jeg godt leve med et forhøjet tvangstanke-niveau i en periode, selvom det er drænende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar