Dagens tekst har været længe undervejs, for som det solfyldte billede nok afslører, genlæste jeg Different Seasons fra 1982 i min sommerferie sidste år, og jeg har også for længst delt mine tanker omkring både forårshistorien The Shawshank Redemption og efterårsfortællingen Stand By Me. Apt Pupil har undertitlen 'Summer of Corruption', og selvom jeg altså læste den i juli måned, gik der alligevel lige nogle måneder før jeg kunne overskue at gense filmen, for den er ikke just opløftende. Men nu er denne onde, onde historie printet på min nethinde igen, og det vil jeg naturligvis gerne dele med jer.
Forsidebilledet til min fars gamle paperbackudgave af Different Seasons har altid virket dragende på mig, og da jeg var barn, glædede jeg mig til at blive gammel nok til at læse den. Det er dog en dybt misvisende illustration, for selvom samlingen bestemt indeholder både død og mord, er det ikke med det uhyggelige eller overnaturlige aspekt i fokus. Både Stand By Me og Shawshank var helt overordnet - trods alt det grusomme - positive, realistiske historier om venskab, og Apt Pupil er også fortællingen om en aparte slags venskab; omend - ahem - knap så positivt. Den korte vinternovelle The Breathing Method falder liiidt udenfor og kommer klart tættest på forsidens løfter om horror, men mere om det til sidst.
APT PUPIL
I 1974 er 13-årige Todd en stjerneelev, der bliver meget interesseret i holocaust, og han kan ikke få armene ned, da han tilfældigt opdager, at den højtstående nazist Dussander lever en stille tilværelse i hans nabolag under dæknavnet Dencker. Han afpresser den gamle mand - han vil høre alle de grusomme historier fra kz-lejrene, og hvis Dussander ikke makker ret, vil Todd gå til politiet. Da Todds karakterer styrtdykker som følge af frygtelige mareridt og manglende koncentration efter de mange samtaler med Dussander, foregiver denne at være Todds bedstefar og tager til møde med skolevejlederen - og så er Todd ikke længere interesseret i at afsløre Dussanders sande identitet. Historien eskalerer med naziuniformer, mord på hjemløse og hjerteanfald, og den har en særdeles dyster slutning, der er blottet for alt håb om bedring.
I 1974 er 13-årige Todd en stjerneelev, der bliver meget interesseret i holocaust, og han kan ikke få armene ned, da han tilfældigt opdager, at den højtstående nazist Dussander lever en stille tilværelse i hans nabolag under dæknavnet Dencker. Han afpresser den gamle mand - han vil høre alle de grusomme historier fra kz-lejrene, og hvis Dussander ikke makker ret, vil Todd gå til politiet. Da Todds karakterer styrtdykker som følge af frygtelige mareridt og manglende koncentration efter de mange samtaler med Dussander, foregiver denne at være Todds bedstefar og tager til møde med skolevejlederen - og så er Todd ikke længere interesseret i at afsløre Dussanders sande identitet. Historien eskalerer med naziuniformer, mord på hjemløse og hjerteanfald, og den har en særdeles dyster slutning, der er blottet for alt håb om bedring.
Apt Pupil er en hårrejsende portrættering af et besynderligt, symbiotisk venskabs- (eller afhængigheds)forhold mellem en all american 13-årig dreng og en højtstående nazist i skjul, og det er præcis så bizart og fascinerende som det lyder. Det er en ret unik historie, og jeg kan faktisk rigtig godt lide den, selvom det til tider er hård læsning. Det er en undersøgelse af to mørke personligheder på forskellige stadier af deres liv, og selvom de til dels udforsker deres tendenser sammen, bliver det aldrig en forherligelse af vold og drab. Det er ikke en horror-historie, men den er stadig dybt skræmmende.
Det er svært at snakke objektivt om Bryan Singers filmatisering af Apt Pupil fra 1998. Det er i hvert fald relevant at nævne, at Bryan Singer blev anklaget for at have bedt mindreårige drenge om at optræde nøgne i en badescene i filmen, ligesom han senere er blevet anklaget for adskillige overgreb mod mindreårige - og han er temmelig meget cancelled nu. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over noget, jeg ikke ved nok om - men filmen er uomtvisteligt meget mere fokuseret på sex end novellen er det. Den omtalte badescene er underligt lang og unødvendig, og senere følger en bizar (men veludført) parallel impotens, da en scene, hvor Todd ikke kan få den op at stå, klippes med Dussanders heldigvis fejlslagne forsøg på at gasse en kat i ovnen. Men ja, det er lidt meget, og helt overordnet fungerer Apt Pupil klart bedst på skrift.
Todd spilles ellers ganske overbevisende af Brad Renfro, der døde som 25-årig af en heroinoverdosis. King-filmatiseringer har ikke den bedste track record når det kommer til barnestjerner. Dussander spilles af altid fantastiske Ian McKellen, og filmens (og novellens) uden sammenligning bedste scene er den, hvor han bliver tvunget til at marchere rundt i køkkenet i naziuniform. Hans indledende afsky og modvilje, der - meget hurtigt - bliver erstattet af en uhyggelig, altopslugende nostalgi er spot-on, og jeg var nødt til lige at se lidt Lord of the Rings bagefter for at blive glad igen. Det MÅ også nævnes, at en purung Joshua Jackson også optræder i filmen, ligesom den ikoniske skolevejleder spilles af selve David Schwimmer, der 'ikke ville typecastes' som Ross fra Friends. Det er umuligt at se ham som andet.
Vi kommer dog ikke tæt nok på Todd og hans dystre tankespind, og filmen viser heller ikke hvordan han sideløbende med Dussander slår hjemløse ihjel. Og nu spoiler jeg helt vildt, men i novellens slutning slår Todd sin skolevejleder ihjel, hvorefter han går på en shooting spree ved motorvejen og ender med at dø af skud fra politiet. Det er noget anderledes end filmens mere bittersødt optimistiske slutning, hvor Todd afpresser David Schwimmer til tavshed ved at true med at lyve om, at Schwimmer har lagt an på ham. Det er mildest talt lidt ukomfortabelt at overvære - og svært ikke at tænke på Bryan Singer bag kameraet.
THE BREATHING METHOD
Den fjerde og sidste novelle i Different Seasons er også med afstand den korteste - og The Breathing Method er også den eneste, der (endnu) ikke er blevet filmatiseret. Rammefortællingen handler om et hemmeligt broderskab (eller i hvert fald en hemmelig klub), der mødes i New York og fortæller historier til hinanden ud fra devisen "It is the tale, not he who tells it". Klubben er i sig selv fascinerende - primært grundet dens omfattende bibliotek, der byder på ukendte værker af ellers kendte, store forfattere - men det er en af de fortalte historier, der er novellens kerne.
Den fjerde og sidste novelle i Different Seasons er også med afstand den korteste - og The Breathing Method er også den eneste, der (endnu) ikke er blevet filmatiseret. Rammefortællingen handler om et hemmeligt broderskab (eller i hvert fald en hemmelig klub), der mødes i New York og fortæller historier til hinanden ud fra devisen "It is the tale, not he who tells it". Klubben er i sig selv fascinerende - primært grundet dens omfattende bibliotek, der byder på ukendte værker af ellers kendte, store forfattere - men det er en af de fortalte historier, der er novellens kerne.
Et par dage før juleaften fortæller en ældre læge - McCarron - en gammel historie fra 1930 om patienten Sandra, der insisterer på at gennemføre sin graviditet og fødsel som alenemor trods både finansielle udfordringer og misbilligende øjne fra samfundet. McCarron beundrer hendes mod og beslutsomhed, og bliver nok også lidt forelsket i den unge kvinde, der går i fødsel juleaften. Hun giver McCarron besked og tager en taxa til hospitalet, men den skrider ud på den glatte vej og kolliderer med en ambulance - og så går det hverken værre eller bedre end at Sandra bliver halshugget. McCarron kommer til at sparke hendes hoved ned i rendestenen, da han løber mod ulykkesstedet, og det er en af de forfærdeligt frydefulde King-detaljer, som jeg aldrig glemmer. Før genlæsningen havde jeg i hvert fald glemt alt om både loge og hemmeligt bibliotek - jeg kunne kun huske den fødende, hovedløse kvinde. For Sandra er FAST besluttet på at føde sit barn, selvom hun teknisk set er død, og ud af det gurglende hul i halsen kan lægen høre hende prøve at lave de åndedrætsøvelser, han har lært hende. Det er dybt bizart, og det er helt forrygende beskrevet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar