04 april 2022

my demons have stopped breathing

 
Jeg tilbragte fem skønne dage hos min søster i sidste uge. Det følgende kommer uundgåeligt til at føles som copy-paste fra tidligere Jyllandsberetninger, men en tur på landet med alt hvad det indebærer var endnu engang lige, hvad jeg havde brug for. Jeg har nok i virkeligheden haft brug for det allerede for nogle uger siden, men det gjorde kun, at jeg nød samværet med min familie, gåturene med hundene, stilheden og naturen endnu mere. Der var strålende vejr det meste af tiden - snevejret dukkede op en enkelt eftermiddag, men forsvandt hurtigt igen. 

I onsdags var min søster og jeg til en fremragende koncert med Carpark North og Danmarks Underholdningsorkester i Musikkens Hus i Aalborg. Vi havde fået pladser på første række, og selvom det var min koncert nr. 44 med drengene, var det en helt særlig én af slagsen, for det var absolut magisk at høre mange af mine favoritter med et helt orkester i ryggen. 'I gamle dage' startede de altid deres koncerter med den fantastiske 'Homeland', så det var ekstra specielt at høre dén igen sammen med min søster - til vores første CPN- koncerter sammen var vi kun lige fyldt 13 og 17 år. En aleneaften med hende var også lige, hvad jeg havde brug for, og det var skønt at få vendt hele verdenssituationen. 

I fredags tog min søster og jeg pigerne med i Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, hvilket var en langt federe oplevelse end jeg havde regnet med. Det var markant større og flottere end jeg troede, hvilket retfærdiggjorde éntreprisen på 185 kr - især fordi det er tilladt at medbringe egen mad og drikke. Det gjorde vi nu ikke, men fik i stedet en lækker omgang fish&chips fra caféen, der ligesom akvariet mildest talt ikke var overrendt denne fredag i starten af april. Vi havde derfor gode muligheder for at komme helt tæt på til fodringen af fiskene i Oceanariet, og så var det næsten glemt, at den berømte klumpfisk desværre døde i januar, og derfor ikke var at finde i akvariet. 

Med en fire-årig er det dog begrænset, hvor langt koncentrationen rækker, og det allerstørste hit i hendes bog var nok i virkeligheden den imponerende udendørs legeplads, hvor hun også øjeblikkeligt fik en ny ven. Min søster og jeg nød en cola på en bænk i solskinnet imens der blev rutsjet, kravlet i hvaler og bagt sandkage omkring os, og lidt senere udforskede vi også en gammel fiskekutter, hvis stævn kunne vippe og simulere et stormvejr. Det var et herligt besøg, som jeg kun kan anbefale, hvis man kommer på de kanter! 

2 kommentarer:

  1. Holy to da moly, en sød baby!
    Det er gået min næse forbi hun var ankommet.. Hun er godt nok sød<3
    Gid jeg havde din energi. Du oplever så meget, og huh, nogen gange gad jeg godt at jeg orkede det samme. Sådan er der så meget.

    Vi skrev lidt under lockdown om at jeg ville sælge mit hus og flytte på landet, og tænk; nu er huset solgt, og vi kigger efter noget laaaangt ude. Omringet af skov, vand og marker.

    Dejlig dag

    Kh
    HemmeLine

    SvarSlet
  2. Ej, det var virkelig sødt sagt! Jeg er ikke selv den største baby-fan generelt, men jeg synes nu også Lykke er en RET sød en af slagsen - men jeg er nok også lidt forudindtaget.

    Min far siger også, at han ofte bliver helt forpustet over alle de planer jeg har. Nogle gange har jeg måske nok lidt for mange planer, men når jeg nu på mine fridage kan sætte mig i sofaen og glo ind i en væg (eller en bog eller computer) uden at blive forstyrret, synes jeg, at jeg kan lade ret godt op til det. :)

    Det er simpelthen så sejt!!! Stort tillykke med hussalg! Ej, jeg bliver helt misundelig - det bliver da bare så godt! Hold mig endelig opdateret - så kan jeg udleve mine hus-på-landet-drømme igennem dig. :D

    SvarSlet