25 april 2022

and consider yourself golden

 

Jeg har det godt. Jeg nyder foråret og vurderer min sindstilstand sammen med min læge, der sidst sendte mig ud af døren efter tre minutter og et ønske om en god sommer. Jeg har også travlt, og her er lidt nedslag fra den sidste uges tid:

- Jeg har været til påskefrokost hos min gode veninde fra gymnasiet og hendes familie. Efter et overdådigt madgilde skulle vi endelig smage på surströmming, men vi var lettere bekymrede over dåsens lidt... oppustede udseende. 

- Vi havde taget alle forholdsregler og åbnede dåsen med handsker på udendørs i en balje med vand, men stanken var ubeskrivelig! Jeg har altid tænkt, at rygterne om delikatessens lugt var stærkt overdrevne, men jeg var seriøst tæt på at kaste op, og jeg fik tårer i øjnene af både grin og klamhed. Men dåsens indhold var simpelthen blevet dårligt - mere end hvad hensigten var, altså - så vi sprang smagsprøverne over. Lugten forfulgte os dog resten af dagen indtil vi sluttede af med bål i haven, hvilket var det eneste, der hjalp. 
  
- Jeg var dog ikke færdig med svenske påskespecialiteter, for min gode veninde havde både et hav af frokostrester OG påskmust med til os på arbejde i tirsdags, og det var et interessant bekendtskab. Påskmust var ganske godt, og jeg elsker etiketten, men jeg forstår ikke, hvordan det nærmest kan udkonkurrere Coca Cola til jul og påske i Sverige.

- Jeg har købt en ny telefon! Jeg glæder mig til at tage endnu bedre billeder, men ellers er jeg bare glad for, at jeg ikke længere skal kigge på en skærm, der er i stykker.  

- Jeg har også været en tur hos min awesome frisør Anne Ravn, der har fået verdens sødeste salonhund. Hun hedder Bønne, og hun er helt utroligt nuttet! Endnu en grund til at besøge den eneste frisør i verden, der helt får mig til at glemme den akavede situation, en hårklipning er. 

- I torsdags var jeg en tur i vandet på den skønneste aften. Min veninde og jeg fik opdateret hinanden på arbejde, familieliv og generel sladder, da vi stod på brædderne og tørrede i dagens sidste solstråler, og det var -som altid- en helt eminent måde at tilbringe tid sammen på. Vandet er stadig ret koldt, dog. 

- I weekenden har jeg arbejdet, men det gør ikke noget, for der har også været tid til eftermiddage i solen på altanen - og det betyder til gengæld, at jeg går tidligt hjem i morgen og har fri resten af ugen. Meget tidligt onsdag flyver min far, min mand og jeg nemlig en tur til Rom, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget! 

2 kommentarer:

  1. Juhu, så er der ikke længe til!
    Rigtig god tur til Rom💕☀️

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Ups - den fik jeg aldrig svaret på! Men tusind tak, Anne, det var en fantastisk tur! <3

      Slet