Jeg kan lige så godt fortsætte, hvor jeg slap, og lade King og Klodsers første rigtige indlæg omhandle Stephen King, for der er som altid noget nyt under solen - denne gang en miniserie i otte afsnit på Apple TV+. Første gang jeg skrev om Lisey's Story var i 2012, seks år efter romanens udgivelse, og jeg er stadig særligt glad for denne noget specielle kærlighedshistorie fra King. Det er ikke mange af mandens udgivelser, der undgår en adaption af den ene eller den anden slags, og det er altid med lige dele bankende hjerte og bange anelser, at jeg kaster mig over tv-serier og film med King-tema. Jeg har dog mest bare glædet mig til at se Lisey's Story på skærmen - Stephen King har nemlig selv skrevet manuskriptet, og med Julianne Moore og Clive Owen i hovedrollerne kunne det aldrig gå helt galt. I det følgende uddyber jeg miniseriens styrker og svagheder uden de helt store spoilers.
DET FUNGEREDE RIGTIG GODT:
- Jeg er rigtig glad for, at der stort set ikke er lavet om i historien, der følger romanen næsten til punkt og prikke. Det er en meget personlig roman for King, der på sin vis også reflekterer over, hvad der kunne være sket - med både hans familie og hans uudgivne værker - hvis han var død i den ulykke, der næsten tog livet af ham i 1999. Undtagelsen er inddragelsen af Liseys søstre i serien, hvilket er en velkommen tilføjelse og giver mulighed for mere dialog, der kan fortælle os om Liseys tanker, som hun i romanen ellers mest holder for sig selv.
- Netop søstrene fortjener et punkt for sig selv. Jennifer Jason Leigh og Joan Allen spiller Darla og Amanda, der er henholdsvis en no-nonsense pragmatiker og en psykiatrisk, katatonisk patient. Og det gør de altså godt!
- Serien er helt ufatteligt flot. Der er et smukt, næsten dæmpet farvevalg igennem hele serien, og selve fantasiverdenen Boo'ya Moon er lige, som jeg havde forestillet mig den. The Long Boy er forrygende uhyggelig og - synes jeg - godt lavet. Der er lidt delte meninger om seriens visuelle udtryk, men jeg synes den næsten kitchede grafik fungerer rigtig godt.
- Jeg sætter pris på den ærlige portrættering af selvskade, som jeg havde frygtet de ville skrive ud eller censurere. Et af de største temaer i historien er ubehandlet psykisk sygdom i både Scott og Liseys fortid og familier, og serien er bestemt ikke bange for at skære helt ind til benet. Michael Pitt (som jeg for altid vil huske bedst som Jenns uskyldige kæreste Henry i Dawson's Creek) er helt uigenkendelig i rollen som Scotts plagede far, og den rolle spiller han skræmmende godt.
DET FUNGEREDE MINDRE GODT:
- Jeg er lidt usikker på, om tv-seriens opbygning og struktur gør det for svært af følge med, hvis man ikke kender historien på forhånd. Den er fyldt med time-jumps og flashbacks - og dobbelt-flashbacks - og det er ikke altid nok at holde tungen lige i munden. Dermed ikke sagt, at den er action-packed, for det er bestemt ikke tilfældet - jeg tror tværtimod at den vil afskrække en del seere med sin langsommelighed. Måske det ikke kun er en fordel, at King har skrevet manuskriptet - eller måske er Lisey's Story bare ikke for alle.
- Det er som udgangspunkt en fordel, at serien ligger så tæt op ad romanen, men Scott og Liseys interne 'par-sprog' var tåkrummende at læse, og næsten ulideligt at lytte til. Det er hverken Owen eller Moores skyld, men de mange 'babyluv' fik mig ud af den hver gang. På den anden side understreger det jo også parrets samhørighed og den fortrolighed, der kan opstå efter mange år sammen - det er bare lidt for meget af det gode. Moore og Owen er før set bedre, i øvrigt - hvilket er lidt en skam, når man ved hvad de kan.
- Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre forklaring af Boo'ya Moon-verdenen. Jeg er villig til at lade min fantasi strække sig langt og selv udfylde nogle huller, men jeg mangler virkelig lidt mere forhistorie om især The Pool og The Long Boy.
Jeg har ikke nogen Lisey's Story t-shirt, men jeg kan altid få et Dark Tower-motiv til at passe, og "Go then, there are other worlds than these" er ikke engang et stretch, da der lige præcis ER en anden verden i Lisey's Story - og så er der faktisk også et DT-easter egg i serien, da Scott finder Charlie the Choo Choo på biblioteket, og fortæller hvordan det var hans yndlingsbog som barn. Den bog (der selvfølgelig også er skrevet af King) har stor betydning i Dark Tower-universet.
Alt i alt er jeg faktisk ret glad for miniserieudgaven af Lisey's Story. Den vælter ikke nogen omkuld - men det gør romanen jo heller ikke, og jeg er bare taknemmelig for, at tv-serier efterhånden er blevet et medie med højt til loftet og plads til også de mere langsomme historier. Helt ærligt kunne der godt være skåret et enkelt afsnit af de otte, men jeg tager det hele med. Jeg er især glad for, at historien starter to år efter Scotts død, hvor alle omkring hende stadig kondolerer, og hvor hun stadig sørger - men også er på vej lidt videre, for det er en sjælden vinkel at få på en sorgproces. Man kan godt argumentere for, at Lisey's Story egentlig mest er Scotts historie, men det er Lisey vi følger, og det er igennem hende, at vi oplever Scott fortælle om sin ekstremt traumatiske barndom. De sidste to afsnit er det hele værd og en stor forløsning, men jeg er ikke sikker på, at alle seere når hele vejen, desværre - og jeg kan heller ikke sende en ubetinget anbefaling efter Lisey's Story, hvis man ikke er King-fan i forvejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar