04 maj 2022

I'd like to tell you everything I see

 
Jeg har været i Rom, og det var fantastisk! Det er nok essensen af det skrevne og viste i dette og kommende indlæg, så man er meget velkommen til at springe videre, hvis en rejsedagbog og en fremmeds feriebilleder ikke lige falder i ens smag. Jeg har nemlig tænkt mig at dedikere et indlæg til hver dag, vi var i Rom, for vi er virkelig kommet rundt og har haft så mange gode oplevelser.  

Jeg rejste med min far og min mand, så vi havde booket en skøn lejlighed lige midt i Centro Storico. Den havde alt det vi havde brug for; det var helt perfekt at snuppe et par timers siesta inden aftensmaden efter dagenes travle programmer, og den lille altan gjorde den ekstra hyggelig. Vi nåede lige en espresso og en cola på det lille torv foran døren til lejligheden inden vi fik nøglerne omkring middag, og efter et tøjskifte (der var 25 grader og høj sol hver dag) gik vi på jagt efter noget frokost. Jeg fik turens første omgang pasta hos Ai Balestrari, og det var en helt eminent portion spaghetti carbonara. Den kunne jeg virkelig godt spise lige nu! Det var helt fantastisk at drikke en kold cola i solen og høre folk tale italiensk omkring os - jeg tror slet ikke jeg havde forstået, hvor meget jeg har savnet at rejse. 
Efter at have spist frokost og slentret rundt i et par timer, var det blevet tid til turens første skemalagte begivenhed - nemlig en tre timer lang gåtur sammen med Claudio, som jeg havde booket på WithLocals. Jeg har ikke prøvet det før, og jeg var også lidt spændt på om det ville blive underligt at gå rundt bare os tre og en guide - men det får mine varmeste anbefalinger, og Claudio var meget mere end bare en guide. Han viste os nogle fantastiske spots, udpegede gode spisesteder og navigerede os forbi turistfælderne - og så var han bare en enormt behagelig person. Vi besøgte tre-fire af Roms 900 kirker, og vi fandt heldigvis hurtigt ud af, at vi delte samme opfattelse omkring den katolske kirke - det var super befriende, at vi ikke skulle høre på en tør guide lovprise kirken, men i stedet kunne snakke lidt om norsk black metal. Men kirkerne ER smukke (og lidt vulgære) - og Claudio viste os tre Caravaggio-malerier i San Luigi dei Francesi-kirken, som vi aldrig selv ville have fundet - og så bød han min far og min mand på angiveligt verdens bedste espresso på Tazza D'Oro lige ved Pantheon. 
Claudio havde ikke travlt med at komme videre efter de tre timer, så han fulgte os fra Trastevere tilbage over floden til Capitol, hvor vi kunne se solen gå ned med udsigt til Forum Romanum. Igen - det var virkelig en god oplevelse at have en lokal med rundt den første dag - det gav os nogle pejlemærker i centrum, og han kunne også give gode råd om vores planlagte aktiviteter og foreslå flere. Vi var stadig alt for mætte efter den lækre frokost (kloge af skade spiste vi tidligere frokost de andre dage!), så vi snuppede bare en hurtig pizza med op i lejligheden, hvor vi drak en øl og lagde planer for den kommende dag, inden vi måtte overgive os til søvnen - vi havde været meget tidligt oppe. 

2 kommentarer:

  1. Vil glæde mig til at følge med i din rejsedagbog. Det er så vildt så meget jeg savner verden. Og at opleve. Men jeg savner på ingen måde at flyve!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, at du vil følge med, Marie! Jeg har virkelig også savnet det. Jeg har ikke noget imod at flyve, men jeg kan sagtens sætte mig ind i dine følelser omkring det!

      Slet