all the stuff they tell you about in the movies

 

Min far stod tidligt op fredag og hentede morgenmad til os, inden turen gik mod Vatikanstaten og Vatikanmuseerne på den anden side af floden. Jeg havde betalt lidt ekstra for skip-the-line-billetter til os, hvilket viste sig at være en særdeles god idé, da vi kunne gå forbi adskillige hundrede meters kø. Her skulle vi vise coronapas og være iført FFP2-masker, og indenfor var der så ufatteligt mange mennesker, at det gav meget god mening. Vi måtte alligevel stå i en lang kø for at få udleveret den audioguide, vi alligevel ikke brugte ret meget - jeg syntes simpelthen det var for stressende at skulle forholde sig til dét i menneskemylderet. Og jo - det var jo en helt vanvittig oplevelse; det var faktisk helt umuligt at tage al den skønhed ind, og alene den første, egyptiske sektion bød på skatte og artefakter jeg sjældent har set lige. Hos statuerne kunne vi få lidt luft, og i The Gallery of Maps var der så smukt, at jeg helt glemte de andre mennesker. Det Sixtinske Kapel var også en stor oplevelse, men jeg må være helt ærlig og sige, at vi glemte at kigge efter Adams Skabelse (men det andet var da også meget flot, ahem). Måske vi var lidt groggy efter tre timers konstante, overvældende input, men jeg ville nu ikke have været besøget foruden. 

Jeg fik en cacio e pepe med helt frisklavet pasta til frokost, og snart var vi klar til at tackle endnu en kø - denne gang ved Peterskirken. Det så heldigvis langt værre ud, end det var, og efter bare tyve minutter kunne vi overvære de fjollede hellebarder have vagtskifte, inden vi trådte ind i selve kirken. Vi nåede at se endnu mere skønhed, men jeg var efterhånden lidt mættet af det, og fandt ærlig talt overfloden ret vulgær. Jeg synes det klinger så hult at snakke om medmenneskelighed og næstekærlighed og så horde guld og kunstværker i absurd grad, men det er nok en diskussion til en anden dag. Mod slutningen af vores besøg blev vi dog - en anelse uvenligt - gennet ud sammen med alle andre turister, og det var egentlig en lettelse, da vi endelig forlod Vatikanstaten. Nu kan jeg sætte kryds ved endnu et land på min liste, men det bliver mildest talt ikke et af mine favoritter. 

Bagefter havde vi brug for noget luft og noget natur, så vi vandrede mod Gianicolo for at få et enestående blik ud over Rom. Vi drak velfortjente colaer og øl i varmen, og nød træernes skygge på vej ned fra højen - og så benyttede vi os igen af kirkernes kolde oaser, hvor vi fik tændt et lys for min mor. For mig handler det ikke om religion, men om at sende min mor en kærlig tanke. I det charmerende Trastevere-kvarter var byen for alvor ved at vågne op, og efter at have været hjemme og snuppe et hurtigt tøjskifte, vendte vi tilbage til kvarteret for at finde noget aftensmad. 

Der var godt fyldt i gaderne - især virkede det til, at flere italienere var taget til byen for at have en festlig weekend, og da vi efter lidt vandren rundt spottede et ledigt bord på en travl, lille gade, sprang vi straks til. Det skulle vise sig at være endnu et særdeles godt valg, for Cencio la Parolaccia er åbenbart nærmest legendarisk for tjenernes opførsel - der bliver kravlet på stole og sunget festlige folkesange, og der bliver bandet og svovlet af både hinanden og gæsterne - det hele med et glimt i øjet, selvfølgelig. Vores tjener var nu meget sød, og da vi ikke helt kunne bestemme os ud fra menuen, foreslog han at komme med ost, kød, brød og oliven nok til os alle tre, hvilket var en forrygende løsning. Der var et bjerg af mad; billedet er slet ikke retvisende, og vi frygtede lidt at få en heftig regning. Men det var alligevel det hele værd; atmosfæren betaler jeg også gerne lidt ekstra for, og med Aperol Spritz og Gin Fizz til at ledsage måltidet, blev det helt perfekt. Prikken over i'et var faktisk netop regningen - alle lækkerierne på fadet, der var mere end nok til at mætte os alle tre, kostede blot 20 euro.