yes this mess is mine

 

Jeg holder lige en pause. Det kommer nok ikke som den helt store overraskelse, når man ser på min dalende indlægsfrekvens over de sidste mange måneder, men for min egen skyld har jeg lige brug for at sige det højt. Jeg kan mærke, at min motivation primært er drevet af trangen til at dokumentere mine opdagelser omkring chips og Stephen King, og det vil derfor være det eneste indhold herinde i den kommende tid. 

Til gengæld bruger jeg meget mere tid på instagram, som jeg virkelig er blevet glad for. Det er fedt at være LEGO-entusiast et sted, hvor man kan dele det med andre ligesindede (og dem, der går meget, meget mere op i det), og det er dér jeg har lyst til at lægge min energi lige nu. I er meget velkomne til at følge med på kingogklodser - og hvis LEGO ikke er interessant, men I af uransagelige årsager gerne vil følge lidt med i mit liv, må I meget gerne ansøge min private profil tiiine.bm også. Hej hej for nu! 

let those beams shine through me too

Jeg er ikke helt færdig med at fortælle om Rom endnu - jeg er bare blevet lidt overvældet af hverdag, sygdom og Jyllandstur, men vores sidste dag i Rom fortjener bestemt også en gennemgang. Jeg havde helt bevidst planlagt de store aktiviteter de andre dage, så vi kunne have den sidste dag åben til spontane oplevelser, shopping og slentren rundt i de smalle gader. Det var perfekt! 

Dagens første aktivitet havde jeg nu allerede bestemt mig for, da jeg læste om den plads hvor Cæsar angiveligt blev myrdet; nemlig Largo di Torre Argentina, der viste sig at ligge fem minutter fra vores lejlighed. Det var nu ikke så meget på grund af tempelruinerne at jeg slæbte mine medrejsende med - vi skulle derimod hilse på alle de katte, der render rundt og fanger mus i det høje græs, ligger og soler sig på murene eller bliver passet rigtig godt på inde på det helt fantastiske internat. De seje medarbejdere har min dybeste respekt - de indleverede katte bliver behandlet for sår, skader og sygdomme, neutraliseret og (hvis muligt) bortadopteret, ligesom de (heldigvis) også afliver, når livet ikke længere er værdigt for pelsklumperne. Internatets økonomi er baseret på donationer og 'fjernadoptioner', og jeg var selvfølgelig nødt til at købe mig en hættetrøje. 

Den næste aktivitet havde jeg fundet frem til ved at læse A's awesome rejsedagbøger fra hendes tur i efteråret, for jeg blev selvfølgelig straks interesseret i at se skeletter fra 3700 munke i Capuchiner-krypten. Vi burde måske have snuppet en guide med på turen ligesom jeg fik anbefalet, for selve museet var godt nok en tør omgang. Selve krypten var SUPER fed - hele skeletter, kranier og knogler prydede fire-fem mindre kapeller i et bizart skuestykke, hvilket jo lige er noget for min far og jeg. Jeg er mest tilhænger af teorien om, at det er lavet af en halvskør eneboer, for det virkede ærlig talt ikke særlig helligt. Jeg tog naturligvis heller ikke nogen billeder (så I får lige lidt flere katte), da der var strenge ordrer fra personalet - men hvis du spørger mig, handler det ikke om respekt for munkene, men om at kunne tjene penge på billederne ude i den voldsomt store gavebutik efter krypten. Når man kan købe et VISKELÆDER med skeletter på, synes jeg ærlig talt at man for længst har kastet respekten over bord. Men det var en FED oplevelse, og man kan sagtens gå lidt hurtigt igennem museet og klare hele besøget på en god halv time. Og hvis man ikke har set skeletter nok, kan jeg anbefale et smut til Tjekkiet og benkirken i Sedlec, der også er en overvældende oplevelse. 

Bagefter gik vi nordpå mod parker og frokost, og på vejen kom vi til min store begejstring tilfældigt forbi Pinocchio Toys, der havde en forrygende LEGO-sektion. Jeg købte et udgået sæt OG udgåede monster-minifigurer, og min lykke var gjort. Det var varmt at gå rundt i gaderne, og jeg er glad for, at vi ikke besøgte Rom i de hede sommermåneder - men deres 2000 drikkefontæner gjorde det meget nemmere at blive kølet ned (og vi var ret taknemmelige for, at vores awesome guide Claudio allerede den første dag havde vist os, hvordan man skulle drikke af dem). 

Vi tilbragte eftermiddagen i Villa Borghese, der er en kæmpestor, dejlig park med flere gode udsigtspunkter over byen. Ligesom i resten af Rom var der godt fyldt op med mennesker denne lørdag, da mange italienere var draget til hovedstaden for at hygge sig i weekenden - og det kan jeg godt forstå, for jeg er også blevet helt forelsket i byen. Jeg havde en forestilling om, at Rom ville være langt mere larmende, beskidt og måske også lidt uvenlig, men den oplevelse har jeg slet ikke haft. Vi er kun blevet taget godt imod (måske lige bortset fra i den religiøse samlebåndsfabrik, der er Vatikanstaten), og byen var langt mere grøn end jeg havde regnet med. Vores sidste aften blev brugt på Osteria Romana di Simmi omgivet af italienere, og her skulle vi naturligvis igen proppe os med kød og ost i verdensklasse. Min mand og jeg spiser ikke så meget kød til hverdag, men det var simpelthen så lækkert, at det var helt umuligt at holde fingrene fra det. Det var en perfekt afslutning på en perfekt ferie, og prikken over i'et var den privatchauffør der dukkede op i jakkesæt meget tidligt søndag morgen for at køre os i lufthavnen - vi havde altså bare bestilt en taxa igennem vores søde vært. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har været i Rom! 

all the stuff they tell you about in the movies

 

Min far stod tidligt op fredag og hentede morgenmad til os, inden turen gik mod Vatikanstaten og Vatikanmuseerne på den anden side af floden. Jeg havde betalt lidt ekstra for skip-the-line-billetter til os, hvilket viste sig at være en særdeles god idé, da vi kunne gå forbi adskillige hundrede meters kø. Her skulle vi vise coronapas og være iført FFP2-masker, og indenfor var der så ufatteligt mange mennesker, at det gav meget god mening. Vi måtte alligevel stå i en lang kø for at få udleveret den audioguide, vi alligevel ikke brugte ret meget - jeg syntes simpelthen det var for stressende at skulle forholde sig til dét i menneskemylderet. Og jo - det var jo en helt vanvittig oplevelse; det var faktisk helt umuligt at tage al den skønhed ind, og alene den første, egyptiske sektion bød på skatte og artefakter jeg sjældent har set lige. Hos statuerne kunne vi få lidt luft, og i The Gallery of Maps var der så smukt, at jeg helt glemte de andre mennesker. Det Sixtinske Kapel var også en stor oplevelse, men jeg må være helt ærlig og sige, at vi glemte at kigge efter Adams Skabelse (men det andet var da også meget flot, ahem). Måske vi var lidt groggy efter tre timers konstante, overvældende input, men jeg ville nu ikke have været besøget foruden. 

Jeg fik en cacio e pepe med helt frisklavet pasta til frokost, og snart var vi klar til at tackle endnu en kø - denne gang ved Peterskirken. Det så heldigvis langt værre ud, end det var, og efter bare tyve minutter kunne vi overvære de fjollede hellebarder have vagtskifte, inden vi trådte ind i selve kirken. Vi nåede at se endnu mere skønhed, men jeg var efterhånden lidt mættet af det, og fandt ærlig talt overfloden ret vulgær. Jeg synes det klinger så hult at snakke om medmenneskelighed og næstekærlighed og så horde guld og kunstværker i absurd grad, men det er nok en diskussion til en anden dag. Mod slutningen af vores besøg blev vi dog - en anelse uvenligt - gennet ud sammen med alle andre turister, og det var egentlig en lettelse, da vi endelig forlod Vatikanstaten. Nu kan jeg sætte kryds ved endnu et land på min liste, men det bliver mildest talt ikke et af mine favoritter. 

Bagefter havde vi brug for noget luft og noget natur, så vi vandrede mod Gianicolo for at få et enestående blik ud over Rom. Vi drak velfortjente colaer og øl i varmen, og nød træernes skygge på vej ned fra højen - og så benyttede vi os igen af kirkernes kolde oaser, hvor vi fik tændt et lys for min mor. For mig handler det ikke om religion, men om at sende min mor en kærlig tanke. I det charmerende Trastevere-kvarter var byen for alvor ved at vågne op, og efter at have været hjemme og snuppe et hurtigt tøjskifte, vendte vi tilbage til kvarteret for at finde noget aftensmad. 

Der var godt fyldt i gaderne - især virkede det til, at flere italienere var taget til byen for at have en festlig weekend, og da vi efter lidt vandren rundt spottede et ledigt bord på en travl, lille gade, sprang vi straks til. Det skulle vise sig at være endnu et særdeles godt valg, for Cencio la Parolaccia er åbenbart nærmest legendarisk for tjenernes opførsel - der bliver kravlet på stole og sunget festlige folkesange, og der bliver bandet og svovlet af både hinanden og gæsterne - det hele med et glimt i øjet, selvfølgelig. Vores tjener var nu meget sød, og da vi ikke helt kunne bestemme os ud fra menuen, foreslog han at komme med ost, kød, brød og oliven nok til os alle tre, hvilket var en forrygende løsning. Der var et bjerg af mad; billedet er slet ikke retvisende, og vi frygtede lidt at få en heftig regning. Men det var alligevel det hele værd; atmosfæren betaler jeg også gerne lidt ekstra for, og med Aperol Spritz og Gin Fizz til at ledsage måltidet, blev det helt perfekt. Prikken over i'et var faktisk netop regningen - alle lækkerierne på fadet, der var mere end nok til at mætte os alle tre, kostede blot 20 euro. 

let me live in shadows of your words

Det var både min fars og min første tur til Rom, og det var helt uundgåeligt at vi skulle se de største attraktioner. Min far er ret historieinteresseret, og nogle af mine bedste barndomsminder er fra vores sommerferier, hvor han altid kunne fortælle en spændende historie om de ting vi så. Da jeg var barn troede jeg, at alle voksne var lige så kloge som min far, men jeg har måttet sande at det langt fra er tilfældet - jeg kan f.eks. ikke selv huske bare en tiendedel af alt det historiske fakta, jeg er blevet eksponeret for igennem mit liv, men min far virker til at have det hele solidt opmagasineret i hukommelsen. 

Til vores tur rundt på Forum Romanum og det mægtige Colosseum på andendagen i Rom havde jeg nu alligevel booket os en plads på en guidet tur - vi var tyve mennesker, og det fungerede rigtig godt at have vores awesome guide i øret, selvom det føltes ualmindeligt turistet. Hvilket det jo også var, men det var altså endnu en god oplevelse - især pga. guidens indlevende fortællinger om livet i det gamle Rom. Vi var i øvrigt også så heldige at besøge byen på de allersidste dage med maskepåbud, men der blev nu taget ret let på det de fleste steder (Vatikanstaten undtaget - BIG time!). 

Det er svært at sætte ord på hvor overvældende en oplevelse det var at gå rundt blandt templerne på Forum Romanum og se Colosseum i virkeligheden. Det virker så banalt, men det føltes altså helt specielt at være på steder, der flyder over med henvisninger til historiske begivenheder - jeg havde samme følelse da jeg var i Athen for tre år siden. Colosseum er jo for vild; det er umuligt at forstå, at SÅ mange mennesker og dyr har måttet lade livet i arenaen, som jeg heller ikke kan forstå at man overhovedet kunne bygge i første omgang. 

Det var tre gode timer - men også meget, meget varme, da vi gik rundt i solen hele tiden. Det må man ikke klage over, og det gør jeg heller ikke(!), men her kom Roms 900 kirker os til gode, for på gåturen hjem kunne vi blive kølet ned i smukke omgivelser på hvert gadehjørne. Træerne ved floden gav også lidt tiltrængt skygge, og vi kom godt tilbage til lejligheden bevæbnede med mundvandsfremkaldende lækre paninier fra StoBene Roma. De mættede godt og kaldte på et powernap, og så snorkede vi om kap i en halv times tid inden vi begyndte at gøre os klar til at gå ud igen. 

Lidt naivt havde vi tænkt, at en tidlig aftentur ville være passende til at se nogle af de helt store publikumsmagneter som det imponerende springvand Fontana di Trevi og den noget mere undervældende Spanske Trappe. Det var det ikke. Generelt synes jeg ikke, at der var alt for fyldt med turister i Rom (jeg er meget bevidst om, at jeg selv er en af dem), men lige i dét område herskede der kaos og anarki. Min far og jeg fik dog sikret os en tilbagevenden til Rom ved at kaste en mønt over skulderen i springvandet, imens min mand syntes vi var lidt pinlige. Vi flygtede fra menneskemængderne og søgte mod den lige så smukke Piazza Navona, der bød på hele tre springvand og en af Roms mange egyptiske obelisker. 

Pludselig var klokken blevet mange, men vi satsede på at kunne få et bord på Dar Filettaro a Santa Barbara på det lille torv foran vores lejlighed. Vi måtte vente i et kvarters tid, men det var det hele værd, for den friterede fisk var ganske enkelt himmelsk og er åbenbart nærmest legendarisk blandt lokale. Det var billig og ret simpel mad, men ingredienserne sad lige i skabet (og jeg har læst, at de frituresteger fisken TO gange), og så var det næsten bare en del af charmen at husets vin måske var en anelse fortyndet. Midt under måltidet blev vi beriget med underholdning fra en ældre mand, der kom cyklende på sin superpimpede, rullende højttaler og gav sig til at danse til Michael Jackson, hvilket var en passende afslutning på en ret fantastisk dag.